Om mig

Rune Seest

Jeg hedder Rune Seest, er i slutningen af 30’erne og bor i Aarhus med min familie.

Som dreng forestillede jeg mig først at jeg skulle arbejde som chauffør for dronningen, hvilket jeg forestillede mig indebar at sidde bag rattet af en Rolls-Royce det meste af dagen og glide afsted. I virkeligheden handler dét job mere om at vente i timevis på mærkelige tidspunkter og steder (og så kører hun vist også primært Bentley), så jeg skiftede tanke-spor og satsede i stedet på at blive motor-journalist.

Jeg ville måske have haft mere succes med dén drøm, hvis jeg var startet på journalistuddannelsen i stedet for at starte på jurauddannelsen.

Nu arbejder jeg i et forsikringsselskab og nøjes med at nørde med bilstoffet i min fritid. Drømmen om at beskæftige mig med biljournalistik har jeg dog aldrig helt kunne slippe, og det er derfor jeg driver denne hjemmeside.

Privat har jeg en forkærlighed for Ferrari (0 indtil videre), BMW (4 indtil videre) og Porsche (1 indtil videre), men jeg har også ejet biler fra Mazda, Skoda og VW, og jeg har været glad for dem alle. Jeg har et åbent sind – der findes heldigvis virkelig mange spændende biler derude!

Min uddannelse har måske ikke givet mig let adgang til at beskæftige mig med bilstof i arbejdslivet, men til gengæld har den rustet mig til at sætte mig ind i de forskellige regler om registreringsafgift, syn, import, moms m.v. Jeg har indtil videre importeret tre biler og har også haft “fornøjelsen” af at lægge arm med Skat om afgiftsfastsættelsen på den ene; jeg fik heldigvis medhold til sidst.

Jeg kan kontaktes via kontaktformularen nedenfor eller på rune[snabel-a]bileriblodet.dk