Peugeot 405 MI16

Hvorfor er der masser af købere til BMW’s M3 og M5 og Audis S- og RS-modeller? Når man skræller alle andre argumenter væk, handler det jo i sidste ende om at kunne trille op til lyskurven i en almindeligt udseende familiebil og så alligevel efterlade Brian i bilen ved siden af i en støvsky når lyset skifter til grønt. Dét giver smil på læben – og det er netop hvad stolte familiefædre kunne opnå i slutningen af firserne bag rattet i en Peugeot 405 MI16.

 


Om Peugeot 405 MI16…

Det var måske nok VW som opfandt GTi’en med deres Golf (se artiklen andetsteds på siden), men det var Peugeot som for alvor gjorde forskellen, da de forvandlede den friske lille 205 til en køre-sensation med deres 205 GTi, som satte helt nye standarder for klassen. I 1987 var tiden så moden til at lave samme trick i en lidt større bilklasse, og resultatet blev 405 MI16.

Denne sportslige topmodel blev lanceret i september 1987, kort tid efter den almindelige familiebil 405 (lanceret 18. juni 1987), og var således tænkt ind i modelrækken helt fra starten.

Spoileren, skørterne og det røde badge afslørede MI16'eren. Læg mærke til det manglende sidespejl i højre side - der blev skam ikke ødslet med udstyret i denne topmodel!

Spoileren, skørterne og det røde badge afslørede MI16’eren. Læg mærke til det manglende sidespejl i højre side – der blev skam ikke ødslet med udstyret i denne topmodel!

De udvendige ændringer er overskuelige, men dog til at få øje på, med tågelygterne, den store hækspoiler og det røde badge på bagsmækken som de afslørende kendetegn når et eksemplar passerede i overhalingsbanen. Undervognen er sænket 10 mm, skørter og fælge er opgraderet fra standard-modellen (selvom de små 14” fælge fra de første årgang nu om dage kan udløse træk på smilebåndet) men ellers er Pininfarinas flotte og tidløse design uændret. MI16 havde skivebremser på alle hjul, ABS og servostyring som standardudrustning.

Indvendigt er ændringerne også i småtings-afdelingen – et tre-eget læderrat, sportssæder med justerbar sidestøtte, lidt ekstra farvede detaljer – that’s about it.

Men pyt med pynten – det vigtige er jo det bankende hjerte under hjelmen. Peugeot valgte fornuftigt nok at bruge den dejlige 1.905 cm3 række-firer fra 205 GTi, men med tilføjelse af et 16-ventilet topstykke. Voilà – så var navnet også i hus (Multi Injection 16 = MI16).

Med det nye topstykke kom ydelsen op på 160 hk i den katalysator-frie version, hvilket matchede deciderede sportsvogne som Lotus Esprit S3 og Porsche 944. En samtidig Citroën BX 19 GTI havde 122 hk, Golf GTI 16V havde 139 hk og Porsches 924S havde 150 hk – det var altså alvorlige sager Peugeot havde sat på hjul!

Det er også bemærkelsesværdigt, at Peugeot fravalgte turbo-ladning på et tidspunkt, hvor det ellers var højeste mode for at spiffe en familiebil op – tænk Ford Escort/Sierra, Fiat Uno/Croma, Renault 21 og Alfa 75 – men i 80’erne var turboteknologien altså også langt fra så udviklet som nu, og trykladningen havde oplagte ulemper.

219 km/t i tophastighed og 0-100 km/t på 8,6 sekunder var seriøst flotte værdier, og XU-motoren er kendt for et udmærket træk gennem hele registeret trods af den relativt lille slagvolumen med et højt moment på 177 Nm ved 5000 omdr./min., selvom 16-ventilede topstykker normalt bidrager mere til omdrejningsvillighed end moment.

Turboladningen kom dog til med T16-modellen i 1993, hvor den strøg ind og overtog pladsen som seriens topmodel, men det er en helt anden historie.

Samtidige anmeldere var begejstret for køreegenskaberne i MI16 – hør fx legendariske Roger Søgaard for Bilen, Motor og Sport, nr. 10/87:

”På toppen af programmet brillerer den 16-ventilede MI 16. Modellen, der markant afviger fra de andre 405’ere med et udpræget sportsligt naturel. Den charmer sig gennem svingene i neutral strygejernsstil og beviser i det hele taget, at når bare undervognen er i orden, så er det også i orden at ekspedere 160 hk ud via forhjulene. De sportsligt forfriskende køreegenskaber er et godt af vejen købt på bekostning af den fjederkomfort, der karakteriserer de andre 405’ere. Det sportslige stempler også motoren: den vil først rigtigt efter 3800-4000 o/m.”

Der er efterhånden langt mellem bilanmeldelser, som bruger udtryk som ”sportsligt naturel” og ”strygejernsstil”.

I en test af 405 SRI – som var den sportslige model lige under MI16 – i Bilen, Motor og Sport nr. 7/88 blev bl.a. fremhævet:

”Som hele 405-rækken er bilens totale indretning hævet over kritik. Der er masser af plads, både til dem, der sidder foran og til dem, der må sidde bagi – hvis ikke de er for høje.”

Motoren blev også hér prist i høje toner – det var den samme motor fra 205 GTI, men uden det 16-ventilede topstykke.

I Bilrevyen 1990 får MI16 bl.a. følgende skudsmål:

”Muskel-sedan’er vil vi døbe den klasse af store sporty og meget motor-stærke biler, der på det seneste er skabt på niveauet over GTI-klassen. Fælles for bilerne i denne klasse er, at de har lidt flere hk, end de barskeste GTI’er, lige så fremragende køreegenskaber, og så har de den komfort og luksus, som den større og rummeligere sedan-karosse giver. Peugeot 405 MI16 er en sådan muskel-sedan. Den er endda ved at indtage samme status i klassen, som 205 GTI har blandt GTI’erne.”

405’eren vandt fortjent titlen som Årets Bil i både Danmark og Europa i 1988.

MI16 er dog kendt for at kunde slå med halen (overstyring) i skarpe sving, men det var tilsyneladende en kendt svaghed, som jo også på den anden side bidrager til underholdningen, når føreren kender mekanismen.

I Danmark blev både markedsført den originale MI16 og katalysator-varianten, som udover at være en smule dyrere, også mistede 15 hk (røg ned på 145) og ikke mindst noget drejningsmoment.

Permanent firehjulstræk af den avancerede type og masser af muskler - der manglede bare købere.

Permanent firehjulstræk af den avancerede type og masser af muskler – der manglede bare købere.

Desuden havde vi også fornøjelsen af MI16x4 med et meget avanceret permanent firehjulstræk og en fast momentfordeling 53/47 for/bag (svarende til vægtfordelingen) og automatisk spær på differentialerne via en viskosekobling. Sådan et system giver selvfølgelig væsentligt sikrere og mere effektive køreegenskaber særligt i glat føre, men desværre medførte det også en kedelig vægtforøgelse på 100 kg. Modellen forsvandt ud af rækken igen i 1992.

Den almindelige 405 MI16 kostede 260.000 kr. i 1987 mens x4-modellen kostede hele 330.000 kr. ved introduktionen i 1990 – dér var den tohjulstrukne udgave dog også steget til 287.000 kr.

I 1991-modellen fik 405 et lille facelift, og det medførte bl.a. bedre støjdæmpning og mindre finjusteringer i motoren i MI16 for en smidigere motorgang. Indvendigt fik bilerne nyt instrumentbord, og horn-kontakten flyttede fra blinker-armen til rattet.

Det er interessant at motoren i MI16 faktisk blev skiftet til modelåret 1993, hvor bilen fik en 2-liters støbejernsmotor. Den større slagvolumen og variabel indsugning gav bedre moment og højere ydelse (sammenlignet med den tidligere kat-model). Bilen blev til gengæld 75 kg tungere og katalysator blev standardudstyr, så præstationerne blev ikke forbedret i realiteten. De faceliftede modeller fra 1993 kan generelt kendes på, at den sorte gummistribe mellem baglygterne er erstattet af lakeret plade i stedet.

Mine egne erfaringer med MI16 begrænser sig desværre til to tilfælde. Det ene var en vognmand i Herning, som af uransagelige årsager havde købt en MI16 til taxa-brug, og det lykkedes mig da at få prajet ham en sen nattetime tilbage i starten af 90’erne. Han var forståeligt nok glad for sin maskine, men komforten og driftsomkostningerne (læs: benzinforbruget!) var selvfølgelig ikke sammenlignelig med en Mercedes, så det var nok et lidt akavet valg fra hans side.

Den faceliftede udgave kan særligt kendes på den lakerede plade mellem baglygterne.

Den faceliftede udgave kan særligt kendes på den lakerede plade mellem baglygterne.

Den anden gang var en soldaterkammerat, som havde spinket og sparet og til sidst købt sig sådan en fransk raket. Han var stolt af sin bil, den kørte super-godt og havde et væsentligt fartpotentiale og det var da også en fornøjelse at få et lift med ham fra tid til anden. Bedømt fra hans overhalingsmæssige prioriteringer vil det dog ikke undre mig om bilen for længst er bortgået ved døden i form af sammenstød med lastbil/vejtræ/lysmast.

Det er lidt svært at finde helt troværdige oplysninger om produktionsantal, men nogle internet-kilder nævner ca. 2,6 mio. eksemplarer af 405’eren. Det er ikke muligt at finde præcise tal for MI16-modellerne, men der blev helt klart produceret for få.

Det er værd at bemærke, at 405 nød stor succes inden for rally i form af en kraftigt (!) modificeret T16-model, som vandt Paris-Dakar flere år og bl.a. satte rekord i Pikes Peak-løbet.

 


Hvorfor er 405 MI16 interessant?

Det er en familiebil med fin plads til fire personer og den kan stadig bide fra sig. Okay, der er efterhånden ikke mange nyere biler, som IKKE vil kunne trække fra den i direkte duel, men det er heller ikke (længere) pointen med den.

Ok, måske ikke verdens mest spændende arbejdsplads, men funktionelt og overskueligt.

Ok, måske ikke verdens mest spændende arbejdsplads, men funktionelt og overskueligt.

Den er velkørende og underholdende og har en fin motor, uden at gå på kompromis med komforten, og samtidig er den rimeligt moderne (og sikker) at opholde sig i. Langt de fleste komponenter har den til fælles med den almindelige 405 og delene er oven i købet prisrimelige, så det er relativt let og ukompliceret at holde den på hjul. Det må dog bemærkes at der kan være problemer med at finde visse specialdele efter så mange år.

Det skal siges, at hvis du leder efter en ren investerings-Peugeot, så køb en velholdt 205 GTi i stedet. 405 MI16 fik aldrig samme kult-status, og vil altid stå i skyggen af ”lillebror”. Det betyder også meget for værdien af denne type biler, om der er tale om en model med en lang og ubrudt modelhistorie (VW Golf GTi, Peugeot 205/206/207 osv.), hvor de tidlige modeller ofte bliver attraktive for samlere. I tilfældet med 405’eren kom der godt nok nogle pænt motoriserede versioner af både 406, 407 og 508, men ingen af dem har taget handsken op som en hardcore familieracer på samme vis. Derfor står MI16 tilbage som lidt af et vildskud hos Peugeot i familieklassen.

Men ejerskabet sikrer medlemskab af en eksklusiv lille skare, og rigtige kendere vil nikke anerkende på gaden…

 


Hvad skal man gå efter?

Mi16’ere står ikke på hvert gadehjørne, men de findes skam stadig til salg.

Desværre adskiller modellen sig ikke fra øvrige franske biler fra 80’erne når det kommer til en lidt sløj håndværksmæssig kvalitet og en grim tendens til at ruste.

Det betaler sig som altid at finde det mest velholdte eksemplar, og der skal altså tjekkes grundigt for rust, uanset hvor pæn den står i (salgs-)lakken. Det har været fristende at sætte større hjul og skørter på bilen, men Pininfarinas proportioner var gennemtænkte fra starten og det er selvfølgelig et godt tegn hvis den står originalt i både styling og motor.

Der er rapporteret problemer med bremserne, men i øvrigt burde mekanikken være rimeligt holdbar med den rette pleje.

Det er ikke unormalt at se biler annonceret med 180.000+ km på tælleren, hvilket er forventeligt – det behøver ikke være et problem. En del MI16 har endt deres dage i grøfter og mod vejtræer, ligesom de tit er blevet kørt hårdt, men det er vilkåret for denne type bil. Eventuelle skader skal selvfølgelig være udbedret korrekt, og det kan være meget relevant med en firehjulsudmåling og en grundig rust-gennemgang.

Den særlige Le Mans-model med fine stafferinger - kun 150 eksemplarer blev lavet.

Den særlige Le Mans-model med fine stafferinger – kun 150 eksemplarer blev lavet.

De klassiske farver til en MI16 er rød og hvid, men der findes også flere grå og sorte derude. Standardudstyret var ikke voldsomt prangende, og på de mest basale udgaver fra lige efter introduktionen var der kun højre sidespejl mod merpris. Sportssæder med fler-farvet stof er dog altid med i pakken – på de amerikanske modeller var læderindtræk standard.

Der blev lavet en lille special-serie på 150 Le Mans-modeller i 1993, som kan kendes på den røde lakering (Lucifer-metallic) med lidt ydre stafferinger. Derudover fik Schweitzerne en særlig serie på 500 sort/røde MI16.

 


Hvordan ser markedet ud?

Der findes selvfølgelig meget velplejede eksemplarer med lave km-tal derude, men de annonceres sjældent til salg – de skal nærmere skaffes hjem via netværket i klubberne rundt i verden. Der er generelt ikke mange MI16 til salg – der er aktuelt kun omkring 10 eksemplarer udbudt i Europa via de gængse hjemmesider.

Til gengæld er prisen yderst rimelig. Et eksemplar i middelmådig stand og med højt km-tal koster omkring 1.500 euro, og for et velplejet eksemplar med omkring 100.000 km under hjulene er prisen omkring 4-6.000 euro. Hvis prisen kommer ret meget højere op begynder vi at tale om T16-modeller i stedet.

En Le Mans-model kan medføre en lille merpris, men ikke noget særligt.

I Danmark er der ikke stor anerkendelse af modellen og priser under 10.000 kr. er ikke usædvanligt – det er jo nærmest en foræring!

Som tidligere nævnt er det ikke en model man skal forvente et stort investerings-potentiale i, men priserne er på den anden side helt i bund, så det kan ikke ende helt galt…


Driftsstabilitet
Sjæl/charme
Pris/kvalitet
Investeringspotentiale
Samlet vurdering
Gennemsnit


Bonus-info:

  • I jagten på vægtbesparelser er karosseri-pladerne så tynde, at der på indersiden af motorhjelmen sidder en advarsel mod at lukke den for hårdt, med risiko for buler.
  • 405 blev Peugeots foreløbigt sidste forsøg på at slå igennem på det attraktive amerikanske marked, og MI16-modellen var også spydspidsen derovre. Den var væsentligt bedre udstyret end de europæiske modeller (og havde de typiske amerikanske ekstra blinklys på siderne), men solgte alligevel under 5.000 eksemplarer derovre, og Peugeot trak sig endegyldigt ud af markedet allerede i august 1991.
  • Nu handler denne artikel jo om MI16, men det skal lige nævnes at ”storebror” T16 – som er ret sjælden og noget mere kraftfuld – fik et speedometer som gik til 230 km/t i stedet for MI16’erens 240 km/t. Det er lidt upraktisk, da en T16 let render 235 km/t – føreren løber simpelthen tør for speedometer før bilen løber tør for ressourcer… kan kun ske hos en fransk bilfabrikant…!

 


Primære kilder:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *