Lancia Thema 8.32

Om Lancia Thema

Lancia har en hæderkronet historie, men har som mærke gennem de sidste 30 år levet en omtumlet tilværelse. Siden 1969 har det lille mærke været en del af Fiat-koncernen, men det har nu aldrig været garanti for stabilitet, kvalitet eller cash-flow – og det er således heller ikke dyder, som Lancia er specielt kendt for.

Med rødder tilbage til starten af 1900-tallet har Lancia dog gennem årene leveret mange fine biler og Thema er et godt eksempel.

Modellen blev udviklet i starten af 1980’erne i et samarbejde med Fiat, Saab og Alfa Romeo og udmøntede sig i den fælles platform som blev grundlaget for Fiat Croma, Saab 9000 og Alfa Romeo 164; alle fire var tænkt som luksuriøse flagskibe, som skulle konkurrere med Audi 100 og BMW 5-serie.

Lancia Thema (billede fra original brochure)

Lancia Thema (billede fra original brochure)

Thema kom på markedet i efteråret 1984 med et tidstypisk – og efter nutidens standard lidt ”tungt” – design af Giugiaro, og var en luksuriøs motorvejs-krydser med et højt teknisk niveau; der var bestemt ikke mange biler på det tidspunkt, som havde ABS-bremser (dog et tilvalg på basis-modellen), skivebremser på alle hjul og individuel affjedring i hvert hjørne. Desuden var der mulighed for at tilkøbe luksus-udstyr som elektrisk soltag, klimaanlæg, el-sæder og niveau-regulering på bagakslen.

Modellen blev lanceret (efterfølgende kendt som Serie 1) med fire forskellige motorer:

  • En 4-cylindret benziner på 1995 cm3 med 120 hk/170 Nm, 195 km/t og 0-100 km/t på 9,7 sek.
  • En 4-cylindret benziner på 1995 cm3 med turbo og 165 hk/290 Nm, 218 km/t og 0-100 km/t på 7,2 sek. Motoren havde fra starten dobbelte balanceaksler (som roterede modsat hinanden og med dobbelt hastighed i forhold til motoren), som gav en smidig og blød motorgang (dette blev også tilføjet på grundmodellen i 1986).
  • En 6-cylindret benziner på 2849 cm3 med 150 hk/245 Nm, 208 km/t og 0-100 km/t på 8,2 sek. Denne maskine var lånt hos Renault/Peugeot/Volvo, men modificeret hos Lancia.
  • En 4-cylindret diesel på 2445 cm3 med 101 hk/217 Nm, 185 km/t og 0-100 km/t på 11,9 sek. Ved lanceringen var den angiveligt den hurtigste dieselbil i verden (ja, diesel-udviklingen gik ikke i stå dér).

I 1986 blev SW-modellen (Fiat’sk for stationcar) lanceret og i 1987 kom der sågar en særlig forlænget sedan kaldet Limousine, hvor der var indsat et mellemstykke på ca. 30 cm (med et nydeligt lille vindue) mellem dørene – den blev dog kun produceret i omkring 25 eksemplarer.

I 1988 blev Thema faceliftet til den såkaldte Serie 2-model, som særligt kan kendes på den lidt smallere kølergrill, at de forreste blinklys er flyttet ind i et bånd under forlygterne og indfarvede sidespejle på alle modeller. Motorerne fik samtidig en overhaling som hævede ydelsen over hele linjen, hvilket dog blev delvist modvirket af de moderne katalysatorer, som grundet emissionskrav blev indført på mange markeder.

I 1992 kom sidste facelift, som holdt til modellens endeligt i 1995 og blev kendt som Serie 3. Denne udgave kan kendes på det smalle bånd af tågelygter under kofangeren i fronten (i modsætning til de firkantede på Serie 2), og feinschmeckere vil også spotte de ændrede sidespejle, som har et let svaj i de nederste hjørner. Udstyrsniveauet blev hævet betragteligt i alle versioner og motorerne fik endnu engang en overhaling. Særligt skal nævnes, at V6’eren blev afløst af den kendte 2959 cm3-enhed fra Alfa Romeo, som er almindeligt anerkendt som en fremragende motor – dog kun med to ventiler pr. cylinder i Lancia’en.

 


 

Og så kom 8.32…

Lancia Thema 8.32 serie 1

Lancia Thema 8.32 serie 1 (billede fra original brochure)

Lancia var en del af Fiat-koncernen og det samme gjaldt Ferrari. Derfor var det oplagt at drage nytte af de fælles forbindelser og skabe en særlig eksklusiv udgave af den store luksus-sedan, som kunne distancere bilen fra de samtidige driftssikre – men måske lidt konservative – tyske premium-konkurrenter i markedet.

Løsningen blev i 1986 at skohorne den delikate 32-ventilede V8’er på 2.927 cm3 fra Ferraris mindre gademodeller (den udgående 308 QV og Mondial) ned i motorrummet.

Efter sigende nægtede Enzo Ferrari at lade Thema’en betegne ”Lancia-Ferrari”, men når man løfter motorhjelmen for at beundre mesterværket, står der alligevel ”Lancia by Ferrari” med klare typer over maskinen. Motoren var ændret med en anden knastaksel og mindre ventiler for at give en blødere og mere momentstærk karakteristik, der passede bedre til biltypen, og så blev den neddroslet til 215 hk fra donorbilernes 240 hk, men den nye motor kastede under alle omstændigheder i dén grad stjernestøv over bilen.

Lancia Thema 8.32 interiør i Poltrona Frau-læder (billede fra original brochure)

Lancia Thema 8.32 interiør i Poltrona Frau-læder (billede fra original brochure)

Ud over motoren og justerbár affjedring fik kabinen en overhaling med alcantara (eller på bestilling eksklusivt læderindtræk fra italienske Poltrona Frau) og ædeltræ mulighed for at bestille bilen med to individuelle (og elektrisk justérbare) bagsæder. Udvendigt fik Thema 8.32 særlige 15” alufælge i 5-stjernet Ferrari-design, gule 8.32-badges for og bag, to tynde røde og gule håndmalede dekorationslinjer langs siderne og ikke mindst en integreret spoiler, som rejste sig fra bagsmækken ved hjælp af en drejeknap i kabinen.

Resultatet blev en luksus-limousine med en drøm af en fuldblods-motor, en tophastighed på 240 km/t og et antrit fra 0-100 km/t på sølle 6,8 sekunder – what’s not to like?

Prisen var også derefter, og en Thema 8.32 kostede i Danmark omtrent det samme som en BMW 735i aut., som lige knapt kunne følge med i optrækket, men bød på langt mere plads, komfort og byggekvalitet.

Ved introduktionen af Serie 2-modellen i 1988 blev 8.32 også faceliftet med ny front og nye sidespejle (som først kom til de øvrige modeller med den senere Serie 3), og det gule badge i kølergrillen blev ”renset” for de italienske farver, mens det blev fjernet helt fra bagsmækken og siderne. Der kom omkring samme tid katalysator på motoren, hvilket nedsatte ydelsen til 205 hk og skar toppen af præstationerne.

Der blev i Serie 2 bygget en lille serie på 32 stk. Thema 8.32, som alle blev lakeret i Ferrari-rød (Rosso Corsa) med sort interiør.

Produktionen af Thema 8.32 stoppede i 1992, hvor Serie 3 blev introduceret over resten af modelrækken. Der er på typisk italiensk manér ikke helt entydige tal for produktionen, men de fleste kilder peger på at der i alt blev bygget mellem 3.284 og 3.537 Thema 8.32, fordelt med flest Serie 1 og færre Serie 2.

 


 

Hvorfor er Lancia Thema 8.32 interessant?

Ferrari-navnet har med god ret altid været omgærdet af ærefrygt og respekt, og i en tid hvor klassiske Ferrarier prismæssigt er på himmelflugt, er en Thema 8.32 nærmest den billigste måde at få adgang til lidt af den ægte Ferrari-magi. Og så er de store benzinmotorers dage snart talte i en tid, hvor downsizing og trykladning er nøglen til lav co2-udledning. Klassiske biler med V8 – og endda af ædel oprindelse – vil have et forspring dér.

Det er samtidig også en god løftestang for priserne, der må forventes at have nået et lavpunkt. Modellen bliver allerede handlet på de store bilauktioner (hvilket i sig selv er et praj om klassiker-status) og endnu til rimelige priser, jf. nedenfor.

Samtidig er Lancia som mærke – trods en hæderkronet historie – for længst reduceret til en tom skal, hvorfra der jf. ledelsen i Fiat kan forventes at komme nye selvstændige biler. Den nuværende Lancia Thema er således bare en ombygget Chrysler 300.

Akilleshælen for en Thema 8.32 er den samme som for alle andre italienske biler fra 80’erne (og 90’erne): kvaliteten.

Lige så eksklusiv og lækker bilen er, lige så lemfældigt er den rustbeskyttet, og en Lancia fra 80’erne er ikke et eksempel til efterfølgelse i samlekvalitet eller pålidelighed. Det er også kendetegnende for modellen, at der findes bemærkelsesværdigt mange halvfærdige eksemplarer til salg som reservedele.

Med den ædle motor følger også drifts- og vedligeholdelsesomkostninger i den høje ende, og selvom der er skruet ned for omdrejninger og ydelse er det ikke en motor som er skabt til at runde høje km-tal på samme måde som en samtidig Mercedes- eller BMW-motor.

En Lancia Thema 8.32 er en bil som afgjort ejes con amore.

 


 

Hvad skal man gå efter?

Det er fristende at skrive ”en model, hvor al teknik er i tip-top stand”, men det er for simpelt. Og også et stort krav at stille.

Uanset de tekniske ændringer i Serie 2-modellen vil jeg pege på en Serie 1 som det bedste køb, hvis det er med investering for øje. Katalysatoren tog lidt for meget kraft af Ferrari-motoren i den faceliftede udgave, og efterspørgslen vil være størst efter den kraftige version, hvor præstationerne bedst matcher navnet på motorblokken.

Originalitet er som altid nøglen, og det er afgørende for værdien, at den står på de originale Ferrari-efterlignende fælge og med badges og side-striber som da den forlod fabrikken.

Når det gælder farven, er der flere valgmuligheder. Den tager sig godt ud i både sort og bordeaux, men der vil naturligt være særlig efterspørgsel efter Rosso Corsa-specialudgaven. Der blev desuden lavet ganske få eksemplarer i grønmetal og sølvmetal, som må formodes at holde værdien godt alene af den årsag.

Den elektriske hækspoiler var et særkende for Thema 8.32

Den elektriske hækspoiler var et særkende for Thema 8.32 (billede fra original brochure)

Alfa og omega er dog den tekniske stand. Det ER en skrøbelig bil på mange måder og den skal være passet nidkært af de tidligere ejere, og helst ikke have kørt for langt. Tjek endelig at alle knapper og funktioner virker, og få motoren testet af en Ferrari-specialist.

Det er ikke en model, hvor prisen kan forventes at komme skyhøjt op, men der er klart potentiale for en stigning på måske 20-35% over de kommende 5-7 år.

 


 

Hvordan ser markedet ud?

De fleste Lanciaer på auktioner er Flavia, Fulvia, Aurelia og en Stratos i ny og næ, men fra tid til anden dukker en Thema 8.32 op.

Tilbage i marts 2003 gik en 1990 8.32 (farve, km og stand ukendt) for 6.000 euro på en auktion i Frankrig. I december 2004 blev en 1988 8.32 med lavt km-tal solgt for £7.130 hos Bonhams og i september 2005 betalte en køber 5.500 Schweitzerfranc for en 1989-model.

For ganske nyligt – den 5. juli 2014 – blev en 1987-model solgt for 11.600 euro på auktion i Le Mans, hvilket tjener til at illustrere prisudviklingen på modellen.

Der er så vidt ses ikke nogen Thema 8.32 til salg i Danmark i skrivende stund, men der findes en del til salg i Tyskland, og standen varierer meget.

En del af bilerne er givetvis prissat for højt og ingen annoncører forsømmer at gøre opmærksom på Ferrari-motorens velsignelser. Der står nogle eksemplarer i Tyskland som tilsyneladende er velholdte og med lave km-tal (men rust og dårlige forbindelser er nemt at maskere på billeder), og de ligger i niveauet omkring 17.000-18.000 euro.

Under hensyn til auktionspriserne er det rigtige prisniveau i øjeblikket er efter min opfattelse 13.000 – 15.000 euro for et eksemplar i rigtig god og velholdt stand, med højst 100.000 km på tælleren. Kun specialmodellerne bør koste mere.

 


 

Bonus-info:

  • Gianni Agnelli – Fiat-koncernens overhoved – fik lavet en speciel Thema 8.32 SW (kaldet 8.34) til sig selv i 1989. Bilen var sølvfarvet med blåt Poltrona Frau-læder, og den blev solgt på auktion hos Bonhams i maj 2005 for 19.550 euro.

 


 

Min vurdering:

Driftsstabilitet
Sjæl/charme
Pris/kvalitet
Investeringspotentiale
Samlet vurdering
Gennemsnit

2 thoughts on “Lancia Thema 8.32

  1. Det er noget vrøvl at snakke om problemer med motoren – den ruller bare derudaf. Men at finde reservedele er nok det største problem…

    • Hej Bjørn,
      tak for din kommentar – det er dejligt at nogen læser på min side.

      Jeg skriver da vist heller ikke noget om problemer med motoren i en 8.32, gør jeg? 🙂

      Men det er italiensk fuldblod som kræver omhyggelig pleje og dét skal man lige overveje inden man kaster sig ud i markedet efter denne model, selvom den er gennemført skøn!

      MVH
      Rune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.