Uge 13
Jeg er nu blevet den lykkelige ejer af en BMW 325i Cabriolet fra august 1991 i Sterlingsilber Metallic, med manuelt gear og gråt læderindtræk!
Jeg har selvfølgelig holdt øje med markedet og researchet i ind- og udland og så endte det såmænd med at jeg fandt den rigtige model i Charlottenlund. Ejeren var ægte BMW-entusiast og bilen var sat til salg på BMW klubbens forum i sommeren 2014, hvorefter ejeren tilsyneladende var sunket i jorden – han besvarede i hvert fald ikke nogen af de mange indlæg fra mulige købere på forummet.
Nuvel, med lidt detektiv-arbejde og snilde (man kommer langt med et reg.nr. og et stelnr. på internettet!) lykkedes det mig at spore hans adresse, og så sendte jeg såmænd et brev med en opfordring til at kontakte mig.
Det gjorde han nogle dage efter, og efter lidt drøftelser og forhandling, faldt handlen på plads. Der er en høj grad af tillid involveret i den slags, men jeg var ikke i tvivl om at han var en seriøs sælger, og at bilen var i rigtig god stand, hvilket masser af billeder og en udfyldt servicebog også dokumenterede.
Alt dette var tilbage i februar og straks begyndte solen at skinne over Aarhus og det blev perfekt cabriolet-vejr… og så var der pludselig MEGET lang tid til afhentning ultimo marts!
Nu kom tidspunktet endelig og det var med sommerfugle i maven at jeg blev lukket ind i den dejlige, opvarmede garage, hvor bilen stod og ventede på sin nye ejer. Vi tog ud på en prøvetur, hvor han dog straks gjorde mig opmærksom på en kedelig rysten i rat/affjedring når bilen kommer op på 100-110 km/t, men det kunne jo både være et flat-spot på et dæk efter den lange vinterhi eller en simpel afbalanceringsklods, som var faldet af den ene fælg.
Håndtaget til handskerummet havde også lige sat sig fast – selvfølgelig først samme dag! – og jeg måtte også instrueres i korrekt brug af centrallåsen, som kan drille noget, hvis man drejer nøglen den ”forkerte” vej. Det letteste er at låse op og i via bagagerummet, forstod jeg.
Nå, motoren spandt som en mis, motorrummet var pænt og ordentlig, karosseriet var i super stand og absolut rustfrit, og så betyder resten nok ikke så meget.
En hurtig omregistrering på www.skat.dk og en straks-overførsel af købesummen senere var jeg den lykkelige ejer, og kunne begive mig ud på min rigtige jomfrutur. Der var ikke et øje tørt.
Og så er det nu jeg skulle fortælle om marts-solskin, nedlagt kaleche og lækker cruising med et smil om munden… men i stedet får du den virkelige version:
Det var bidende koldt og regnen faldt støt og roligt på min fine bil, og der var absolut hverken cabriolet-vejr eller cruising mens jeg kæmpede med Københavns myldretidstrafik. Jeg havde forudset et behov for navigation på turen, så jeg havde købt en svanehals med en smartphone-holder. Utroligt smart, syntes jeg selv. Jeg kan så løfte sløret for, at sådan en cabriolet uden styrtbøjle vrider og flekser så svanehalsen dansede, og det blev ikke just bedre på motorvejen, hvor den irriterende rysten selvfølgelig igen meldte sig så snart jeg nåede 100 km/t.
Vind- og vejstøjen er temmelig enerverende ved motorvejshastigheder, så jeg besluttede hurtigt at droppe den lange bro-tur, og i stedet køre til Sjællands Odde og færgen.
Status efter de første 125 km: hun drikker benzin som om der ikke var nogen dag i morgen, grebet til handskerummet faldt af første gang jeg forsøgte at åbne det, og højdeindstillingen til førersædet virker tilsyneladende ikke, så jeg har haft mine 197 cm foruroligende tæt på loftet. Rattet kan selvfølgelig ikke indstilles, så godt man har gorilla-bygning med lange arme!
Desuden lyste to kontrollamper – én for sprinklervæske og én for bremsevæske. Da jeg skulle rense ruden fik jeg bekræftet manglen på førstnævnte, for der kom intet på ruden. Jeg ved såmænd ikke om det ville gøre en forskel, for viskernes funktion er til at grine ad, men manglen på sprinklervæske måtte da trods alt være let at fixe, og jeg trængte sgu til at bevise mit værd som youngtimer-ejer! Ind og købe noget sprinklervæske og op med hjelmen, blot for at konstatere, at den gennemsigtige tank i hvert fald er halvt fuld allerede…
Bremsevæske-lampen tænder og slukker lidt efter behag, og da bilen egentlig standser helt fornuftigt, har jeg besluttet at det kan vente til hun alligevel skal have en grundig gennemgang af en BMW-mekaniker inden for de næste par uger.
Så status efter 1 dags ejerskab:
- Handskerum i stykker
- Sædejustering i stykker
- Centrallås opfører sig besynderligt
- Mærkelig rysten ved motorvejshastighed (det er HELT sikkert bare en afbalanceringsklods til et par kroner… please…)
- Bremsevæsken skal tjekkes
- Der er tydeligvis noget galt med sprinklersystemet
Ja ja, det var måske ikke lige hvad jeg havde regnet med, men hun er trods alt 23½ år gammel og INTET af ovenstående kan ændre på, at Cathy er en smuk maskine, der spinner som en mis og både accelererer, svinger og bremser fortrinligt. Gearskiftet er let og præcist (når olien bliver varm!), og den sekscylindrede rækkemotor lyder bare lækkert og trækker helt rent i alle gear, helt op til det røde felt.
Og bedst af alt: da jeg holdt ved færgelejet og steg ud af bilen, fik jeg et anerkendende nik og et ”Det er en fed bil du har!” af en ung fyr i en Nissan Micra. Alle problemer forsvandt som dug for solen! J
De andre småting skal der nok komme styr på hen ad vejen; jeg har bestilt en Haynes værkstedsmanual, og så skal jeg til at smøge ærmerne op og i gang.
Nu glæder jeg mig bare til foråret, hvor toppen skal ned og livet nydes…
P.S.: Hvis du har hængt på helt hertil har du sikkert allerede irriteret dig over navnet – hvem fanden kalder en gammel bil for Cathy?! Det gør jeg, og det skyldes en lang tradition i familien for at navngive vores biler, som jeg efter de andre familiemedlemmers mening måske nok har en tendens til at få et lidt familiært forhold til. Der var lidt diskussion med min ældste datter om navnet i dette tilfælde, men jeg skar til sidst igennem med et kort (pige)navn, som jeg synes passer godt til en cabriolet, og nu er Cathy så blevet en del af familien!
Uge 15
Vi er begyndt at lære hinanden at kende, Cathy og jeg. Hun opfører sig generelt pænt, og efter en afbalancering af hjulene er jeg tilsyneladende sluppet af med de irriterende rystelser ved motorvejshastighed. Dejligt!
Med min nye Haynes værkstedsmanuel samt bilens instruktionsbog i hånden, fik jeg også skiftet pærer både for og bag – det er heldigvis dejligt let på sådan en ældre bil. Nu er der permanent lys foran, men til gengæld stadig ”diskolys” i kabinen, hvor bilens kontrolpanel (som sidder over bakspejlet) tænder og slukker lamper i en lind strøm.
De viser jo hver især at noget er galt, men jeg har en mistanke om at der må være en løs forbindelse et sted i systemet. Alternativt kan jeg jo gå i gang med at skifte pærer og relæer i en lind strøm, meeeeen det vil ville nu være rart med en mere simpel (og gerne billig) løsning.
Jeg har stadig ikke et fungerende sprinkleranlæg, og mon ikke forklaringen til dels ses på dette smukke billede, hvor det trænede øje vil bemærke at de to dele af ledningen har upassende afstand til hinanden – i hvert fald hvis formålet er at transportere sprinklervæske til dyserne. Det betyder til gengæld, at sprinklervæsken bliver pumpet ud lige ved højre forreste hjørne af bilen, og derfra render ud i luften under kørsel, og faktisk til dels ender på forruden! Alternativt, men hey; hvorfor skulle den løsning ikke kunne passere i synshallen? 😀
Jeg har smidt problemet op på BMW klubbens forum, så jeg finder snart en løsning.
Hun er en dyr dame at holde kørende, når det hele tælles med. Pærer, klips, håndtag til handskerummet (skulle ankomme i næste uge), ejerafgift, forsikring osv. osv. Det er bestemt ikke for sjov at holde sådan en youngtimer rullende!
Til gengæld viste bilens udendørstermometer 20 grader i dag, så jeg tog hende på en lille rundtur i Aarhus og omegn. Vi startede såmænd med en tur på genbrugsstationen – hvem siger at en cabriolet behøver være upraktisk? J
Efter den indledende forsigtighed har jeg fået et godt tag på hende nu. Kalechen er rimeligt nemt at klappe op og ned og i det hele taget skal man bruge en fast – men kærlig – hånd ved omgang med hende. Der skal bare rives lidt mere i rattet og trækkes lidt mere i gearstangen i en 24 år gammel bil, end i de moderne biler. Det holder nok min kone fra nogen sinde at sætte sig bag rattet… men jeg synes jo det er en del af charmen! Er det ikke netop hvad bilkørsel drejer sig om?
Uge 19
Jeg har konstateret at Murphys Lov også gælder for nybagte cabriolet-ejere. Når bilen endelig er i hus, bliver det lorte-vejr.
Det danske vejr er muligvis GaJol-vejr… men IKKE cabriolet-vejr! Den tilbringer de fleste dage i garagen.
Nå, det bliver vel sommervejr igen på et tidspunkt.
Til gengæld går det rigtig godt med at få bragt tøsen helt i top-fem-form. Jeg har selv været i gang med at udbedre handskerum og sprinklersystem (succes!) med indkøbte reservedele i bagatel-klassen. Der er altså en tydelig charme ved en bil, som kan repareres uden en bærbar computer.
Jeg havde besluttet at få skifte tandrem og olie nu, da sidste skift (af tandrem, i hvert fald) var for fire år siden. Hun har godt nok kun kørt knap 10.000 km siden, men jeg har hørt og læst for mange gruopvækkende historier om sprungne remme og smadrede motorer til at lade hende køre videre.
Jeg tjekkede priser hos et par steder, men endte i sidste ende med at ignorere priserne og vælge NICA Auto i Hinnerup efter anbefaling fra en BMW-insider. Det viste sig at være det rigtige valg! Ejeren er gammel BMW racerkører og en sand entusiast (og specialist) på området. Han kunne med det samme se hvad der skulle gøres af småting og vidste tydeligvis alt om bilen. Fed oplevelse!
Dagen efter kunne jeg hente hende igen med service klaret og ny tandrem (og vandpumpe), og nu føler jeg mig helt tryg ved at køre hende ud i omdrejningerne og bruge hende “ordentligt” uden frygt for havari.
Han fiksede centrallåsen m.v., og Cathy står nu super-klar til sommeren. Og regningen var yderst rimelig.
Jeg har helt sikkert fundet mit faste værksted til tøsen.
Så skal toppen have en tur – så kan det danske sommervejr bare komme an!
Sidst men ikke mindst: jeg har indkøbt grejet til kvalitets-håndvask og har også været i gang allerede. Det tog ikke lang tid og det føles altså dejligt at hånd-skrubbe hende. Hun blev skinnende flot.
Næste skridt bliver imprægnering af kalechen – det rigtige udstyr er indkøbt – så den bedre kan modstå det skønne danske sommervejr!
Uge 20
Kalechen er imprægneret og Cathy strøg tilmed gennem syn uden anmærkninger i den forgangne uge, så nu ruller hun også lovligt på vejene de næste to år.
En rustbeskyttet og tip top undervogn er en fornøjelse efter 24 år
Det gav mig også mulighed for at se hende under bunden for første gang, og heldigvis er alt i flot stand. Nu ER hun jo også blevet rustbehandlet for et par år siden, men det er aldrig til at vide hvad der gemmer sig efter 24 år på hjul. Er det i øvrigt synd at undervognsbehandle sådan en youngtimer? Tja, måske. Men det giver dejlig ro i sjælen med det danske klima.
Ugen har heldigvis budt på et par muligheder for at køre topløst, og når termometret først kommer op i nærheden af 20 grader celcius er det høj klasse. Motorvejskørsel er stadig ikke en favoritdisciplin pga. larmen og trækvinden, men når hastigheden holdes på højst 100 km/t på landevejen, er det perfekt. Eller rettere 80 km/t, for den ryster sgu stadig lidt ved 100…
Sådan en topløs tur giver muligheden for at nyde lugten af raps (lugter som tis) og landmændenes udspredning (lugter også ret dårligt), men også duften af nyslået græs og bøgeskov.
Det giver også lyden af den skønne række-sekser for fuld udblæsning, og man får automatisk lyst til at trække den gennem hele omdrejningsregistret. Jeg fik også en uventet bi-gevinst på lydsiden, i form af en modkørende Ferrari 430 Scuderia under fuld acceleration. Det lød som om den ramte ca. 8.000 omdr./min. inden han lagde næste gear ind præcis i det øjeblik han passerede mig. Braget fik bogstaveligt talt mine ruder til at blafre!
Oh, the joys of topless driving…
Uge 25
Hvordan kan der gå hele fem uger siden jeg sidst har skrevet på denne plads?
DMI har svaret: i 2015 har vi haft det vådeste forår siden 1983, og maj måned har været den næst-vådeste maj siden de begyndte at måle nedbørsmængderne… i 1874…
Det har med andre ord været helt utroligt dårligt cabriolet-vejr. Reelt er der jo ikke en E30 i Danmark, som har oplevet et mere vådt forår og det føles bare sølle. Og uheldigt.
Derfor er det ikke blevet til ret meget kørsel i hende – det ER bare sjovest med kalechen nede.
En helt nylakeret og nypudset forskærm i solskin – mere af dén slags vejr, tak…
Den væsentligste aktivitet i de forgangne uger har været at få udbedret den grimme ridse som var i venstre forskærm da jeg købte hende. Det kostede en omlakering af hele skærmen, da sølvmetallic åbenbart er en svær farve at plet-lakere, men nu er den også blevet flot. Samtidig har jeg forsøgt mig med en omgang voks, som tog et par timer at påføre og hvor jeg egentlig ikke kan se den store forskel bagefter. Måske jeg ikke har gjort det rigtigt.
Nu håber jeg bare på sommervejr i massive mængder om meget kort tid!
Uge 30
Der kom lige en uge med varmt sommervejr, hvor hun fik lov at strække benene for alvor. Det er for alvor sjovt når temperaturen tillader at køre på arbejde uden tag om morgenen. Efter et par ugers sommerferie i udlandet (hvor Cathy blev efterladt i garagen herhjemme) er vejret tilbage til det sædvanlige, og hun får ikke rørt sig alt for meget.
Et ‘magisk’ km-tal rundes. Temp.måleren i højre side er redigeret bort af hensyn til mit blodtryk.
Kilometertælleren ramte det ‘magiske’ 111.111, hvilket jeg selvfølgelig straks måtte forevige. Med lidt let hovedregning kan jeg så konstatere, at jeg har kørt ca. 2.000 km. i hende siden jeg købte hende for præcis fire måneder siden, og i følge kalenderen er vi 2/3 gennem sommeren. Med det tempo er der stadig masser af liv i hende når jeg selv går på pension.
Jeg har også haft fornøjelsen af mit første sammenbrud – tilnærmelsesvist, i hvert fald – i de forgangne uger. Dagen før vi rejste på ferie var hele familien tvangsindlagt til en glad solskinstur i skoven, som fik en brat afslutning da der pludselig væltede hvid røg op af motorhjelmen og hun tabte kølervæske i en lind strøm. Ind til siden, op med klappen og så vente på at hun kølede af. Heldigvis var vi meget tæt på bopælen, så resten af familien kunne spadsere hjem mens jeg fik overblik over situationen.
Jeg kunne konstatere at temperaturmåleren i instrumentpanelet virker glimrende, men at jeg tydeligvis ikke kigger på den når jeg kører – ellers ville jeg være blevet advaret. Samtidig kan jeg så også konstatere, at advarselslampen for netop kølervæske-situationen altså ikke virker efter hensigten.
En knækket plastictap betyder at dækslet ikke lukker til, og det duer jo ikke – et nyt skulle være på vej…
Efter påfyldning af nogle liter vand kunne jeg liste hjem, og her efter ferien har jeg haft den ude hos NICA. Mit håb var nok, at de havde monteret en fejlbehæftet vandpumpe (så reparationen ikke var min hovedpine), men i stedet viste det sig at være termostaten. Den blev skiftet, og jeg ruller igen uden problemer. Der skete heldigvis ingen skade, men det var da en påmindelse om, at det er en gammel sag jeg ruller rundt i!
Jeg har indkøbt et dækken til hende, da hun blev usigeligt støvet af at stå i en åben garage, og jeg har samtidig bestilt nye logo-mærker til fælgene og en ny klap-afdækning til kalechens ene side, som trænger til en udskiftning. Det burde jeg selv kunne klare… og ellers kommer der noget at grine af i næste indlæg…
Uge 35
Endelig kom der lidt godt vejr til landet, og jeg har fået brugt hende til og fra arbejde en del i de forgangne uger. Det er en tur på ca. 25 km; normalt med 20 km motorvej indlagt, men den kan også tages på landevejen – det tager bare 20 min. ekstra. Efter at have prøvet mig lidt frem har jeg besluttet at det bedste kompromis er at tage motorvejen, men til gengæld holde farten omkring 100-110 km/t når kalechen er nede.
Den daglige brug bekræfter hvad jeg allerede var begyndt at forstå, nemlig at Cathy ikke er et museumsstykke. Hun skal behandles med respekt, men hun skal omvendt også bruges aktivt! Dels er der ikke meget sjov ved at have hende stående hvis ikke hun bliver brugt, og dels er sådan en 325i en velbygget bil som nærmest tigger om at blive taget lidt i kraven og rusket rundt i ny og næ.
Jeg sørger altid for at køre hende driftsvarm først, men når først temperaturen er oppe i både motor og gear, er det fedt at trække hende hele vejen op til det røde felt. Der er et jævnt og godt træk gennem hele registret, og det er en markant anderledes oplevelse end moderne turbo-dieseler. Som amerikanerne siger: there’s no replacement for displacement!
Før…
Det lykkedes med lidt baksen og et par tynde skruetrækkere at få skiftet den løse klap til kalechen, så nu lukker den fint tæt igen.
… og efter
Som jeg også skrev i sidste indlæg, så besluttede jeg at gøre noget ved fælg-emblemerne, som på flere af fælgene var noget triste. Fire nye røg i kurven og de er nu monteret med flot resultat, så de lækre BBS-fælge virkelig kommer til deres ret!
Regningen for skift af termostaten kom også dumpende, men i tråd med tidligere erfaringer var det yderst rimeligt at lade NICA klare arbejdet.
Jeg har længe ledt efter et godt sted til den vinteropbevaring, som jo uundgåeligt rykker nærmere. Jeg har ikke haft held i nærområdet, men har nu til sidst bestilt plads i en opvarmet hal i nærheden af Viborg. Jeg ved ikke præcist hvornår jeg kører hende derop på hvad der bliver årets sidste tur, men med lidt held kan jeg bruge hende et par måneder endnu…
Uge 40
Temperaturen er støt faldet og Cathy er i denne uge kørt i vinteropbevaring. Det var en køretur på 50 km, og det var en fin mulighed for at tage afsked med hende for det næste halve års tid.
Jeg nåede også et par almindelige køreture inden afskeden, bl.a. en tur på fugtige veje hvor der var lejlighed til at have lidt overstyrings-sjov med bagenden. Det er dejligt nemt at fremprovokere en lille udskridning med 170 hk på baghjulene og ingen ESP 🙂
Hallen til vinteropbevaring var heldigvis et betryggende sted, og jeg fik fyldt tanken helt op (for at undgå vanddamp og rust i tanken), pumpet dækkene til max (for at undgå flat spots), taget batteriet fra (for at undgå at den dør for strøm) og pillet nummerpladerne af (for at spare på forsikringen).
Nu står den under sit dækken og venter på forår, i øvrigt ved siden af en sølvgrå BMW 323 Bauer TC – perfekt selskab!
Nu bliver der stille på denne plads et stykke tid – jeg vender tilbage til foråret 2016…