Om investering i biler

Euro sedler

Investering i biler er spændende, men naturligvis ikke uden økonomisk risiko. Hvis du seriøst overvejer at investere i en youngtimer er der efter min opfattelse nogle få gyldne regler:

  1. Investér i en bil, du føler noget for. Dels gør det ejerskabet sjovere og dels sikrer det et væsentligt udbytte for dig, uanset om værdien af bilen stiger lige så hurtigt, som du håber på.
  2. Undersøg markedet grundigt først. Investering i biler er en tålmodigheds-disciplin. Der findes masser af nørdede hjemmesider (du er på én af slagsen lige nu!) om de forskellige mærker og modeller. Ofte sker der en gradvis udvikling af modellen undervejs i levetiden, og der kan være stor forskel – både i performance, udstyr og investeringspotentiale – mellem to årgange, selvom de tilsyneladende er næsten identiske.
  3. Undersøg bilen grundigt før købet. Investeringsmæssigt er det en dødsfælde at købe en flot bil, og opdage at den er genopbygget efter en større skade. Og husk lige, at i 80’erne havde man bare et andet forhold til rustbeskyttelse. For ikke at snakke om 70’erne…
  4. Kig mod udlandet. Det er immervæk længe siden vi byggede biler i Danmark og vores afgiftssystem har i årtier lagt en mærkbar dæmper på importen af de spændende biler. Med mindre du søger en speciel “dansk” variant er der normalt langt større chance for at finde den helt rigtige model, og med internettets søgemaskiner kan grovsorteringen klares fra spisebordet. Den største ulempe – udover besværligheden ved besigtigelse og transport – er måske afgiftsberigtigelsen, hvis bilen skal have danske plader på.
  5. Sæt ikke næsen op efter en usleben diamant. Det sker jo at nogen finder en støvet Ferrari 275 i en glemt lade. Men det sker sjældent. Gør forarbejdet ordentligt og gå som udgangspunkt efter de store markeder, hvilket også giver et bedre udvalg. Det er nemmere at vende ryggen til en tvivlsom bil og gå videre til den næste kandidat, når der ER andre kandidater.
  6. Originalitet er nøgleordet for (næsten!) alle biler. “Matching numbers” er et velkendt begreb for særligt de dyrere investeringsbiler, men også for de prisrimelige youngtimers er det vigtigt at søge så original en bil som muligt. Fælge, indtræk, radio, udstødning, lak – alt.
  7. En investering i biler giver ikke garanti for et godt afkast. Brug aldrig penge, du ikke kan tåle at miste. Se også råd nr. 1.
  8. Gør dig klart fra starten om du køber bilen til brug eller til investering. De fleste biler – og særligt de fleste sportslige biler – er skabt til brug, og har ikke specielt godt af at holde opstaldet i en garage. Man kan selvfølgelig præservere dem efter alle kunstens regler, men det koster penge og det fjerner muligheden for at få køreglæden frem.
  9. Fastsæt en realistisk tidshorisont. Der sker noget (positivt) med værdien når en bil nærmer sig 30 år og dermed potentielt muligheden for H-nummerplader i Tyskland, og noget tilsvarende er tilfældet i Danmark med veteran-status når bilen bliver 35. Kigger du på biler som er omkring 20-25 år gamle kan det være fornuftigt at tænke langsigtet, og beholde bilen til den runder de magiske 30 år.
  10. Klassiske biler har også driftsomkostninger! Veteran-forsikring og vægtafgift er til at overskue, men dels koster det stadig penge og dels er der nogle formelle krav og grænser forbundet med at køre veteran. Youngtimers på alm. plader må man bruge ligesom en moderne bil, og de kan ofte også bedre holde til det, men kan også let rive 10-15.000 ud af budgettet om året til forsikring og afgift. Og dertil service. Og benzin. Hvis ikke du får fornøjelse af bilen undervejs skal værdistigningen med andre ord være betragtelig for at det samlede regnestykke bare går i 0. Se igen råd nr. 1.
  11. Dyr i indkøb = dyr i drift. En helt simpel tommelfingerregel, som mange af os med lidt simpel ‘mande-matematik’ let kan bortforklare. Men uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det svimlende dyrt at servicere og reparere fornemme (V8-)motorer fagmæssigt korrekt. Porsches klassiske boxer-motorer er der heldigvis mange som kan være med på, men de fleste andre sportsvogns-motorer kræver specialister, som rimeligvis kræver mange penge for arbejdet.
  12. Summen af nr. 10 og 11 giver det sidste tjekpunkt: service-efterslæb. Tyskerne kalder det ‘Wartungsstau’, og det dækker over at nogle ejere ikke ofrer de nødvendige udgifter til at holde bilen fit, fx fordi de ikke rigtig får den brugt alligevel. Når de så efter en årrække får taget sig sammen til at sælge den, er det let at give den en håndvask og en voksbehandling, så du taber pusten ved synet. Men det er vigtigt at tjekke om der venter en bølge af store regninger for at få den mekanisk i køreklar stand igen. Det kan være fair nok – det skal bare med i regnestykket!

Det kan måske rationelt forklares, hvorfor Porsche 911-modeller fra 60’erne og 70’erne har taget et gevaldigt pris-hop i løbet af de sidste 5 år, men det kan være sværere at forstå, at folk er villige til at betale op mod en million kr. (!) for et VW folkevognsrugbrød fra 60’erne, hvis bare det er en velholdt Samba-model med 23 små vinduer i taget…

Ovenstående er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at man behøver handle i blinde. Viden om biler og en grundlæggende interesse for markedet er en meget stor hjælp – både til at finde de sjove og spændende biler og til at udpege modellerne fra barndommens plakater. Hvis du har kastet lange blikke efter en Peugeot 205 GTi, er der nok også andre som har gjort det samme. Det er den slags ting, som giver biler værdi!

God jagt!

11 thoughts on “Om investering i biler

  1. Det er en fantastik hjemmeside du har, TAK FOR DET.
    Falde du over en E 30 i god stand vil jeg være glad for at blive kontakte, jeg har fået plads i garage efter jeg har fået solgt min 2002 fra 1973
    Mvh Per Stagaard
    Helsingør

    • Hej Per

      Tak for dit positive indlæg – jeg er glad for at du har fornøjelse af siden! 🙂

      Tænk at du nænnede at sælge en 2002… men det giver selvfølgelig plads til noget andet sjovt i garagen. Fair nok.

      Jeg synes egentlig ofte jeg støder på E30’ere i udmærket stand på diverse sider – særligt Veteranposten og BMW klubbens forum. Jeg kan anbefale at holde øje dér. Hvis du skriver lidt mere om hvad du søger, skal jeg selvfølgelig nok have dig i tankerne.

      MVH
      Rune

  2. Hej Rune jeg læser med stor interesse din flotte hjemmeside med meget brugbart info.
    Og tænkte du måske kunne hjælpe eller komme med et forsigtigt gæt…
    Jeg går i investerings tanker ang. en Bmw 325i E30 Cabirolet. Dem jeg har kigget på er fra 1987 til 1990 (før facelift) jeg går efter en orig. Bil i rimelig eller god stand.
    Men hvad kan sådan en ende på i reg. Afgift…?
    -Jeg har søgt på skat og fundet nogle der er betalt afgift på i 2012. De er takseret til mellem 31.000 til 32.500 kr.
    Med km stand på ca. 130000.
    Tror du afgiften vil være ca det samme idag. Eller er den mon steget eller faldet lidt….

    Mvh Rasmus Rahbek

  3. Hej Rune,
    Jeg har på det seneste opdaget fordele/ulemper ved at investere i veteranbiler, og i den forbindelse er jeg ved at undersøge samme ved at investere i enten en Rolls-Royce (Corniche Convertible) fra ca 1970 eller en Jaguar Daimler fra 60’erne. Begge skulle gerne være i god stand, så der ikke skal bruges tid/kræfter på fuld restaurering efter købet.
    Har fundet nogle forskellige eksemplarer af disse biler på diverse websites, men er lidt i tvivl om, hvorvidt man skal købe dem med eller uden danske afgifter. Er det “sort/hvidt” mht med/uden afgifter? Hvis uden, så kan man ikke køre i den på nogen måde?
    Intentionen er ikke at bruge bilen til hverdag, men mere at tage en enkelt lille tur under de rette (vejr)omstændigheder, og så ellers holde den i god stand osv..
    Har du ellers nogle ting (Udover rust naturligvis) jeg skal være ekstra opmærksom på at kontrollere ved disse to modeller?
    Mvh
    Michael

    • Hej Michael.
      Det er da to spændende biler du har kig på 🙂
      Helt grundlæggende er der meget stor forskel på, om der er betalt afgift eller ej. Hvis ikke der er betalt registreringsafgift, kan du kun komme til at køre i bilen med såkaldte prøvemærker (klistermærker, udstedt af Skat), og dem kan du kun få lov at købe, hvis du fx skal køre bilen til service eller lign. Altså ingen søndagsture overhovedet.
      Når du gerne vil bruge bilen – og det er også den eneste måde at sikre, at du får noget godt ud af ejerskabet – er det altså en god idé at gå efter en bil med afgiften betalt.
      Det danske marked er ikke så stor for disse modeller, og det er også let nok at finde en udenlandsk bil og selv hjemtage og betale afgift. Det er lidt tåget hvad afgiften kommer til at ende på, men for biler over 35 år betales afgiften af bilens markedsværdi, som dog ikke kan blive højere end 40% af nyprisen på produktionstidspunktet. Med andre ord: hvis bilen i 1965 kostede 100.000 kr., vil afgiften blive beregnet af en værdi på 40.000 kr. (= 40% af nyprisen). Afgiften beregnes med samme sats som for nye biler, dvs. 105% af de første 79.000 kr.
      Afgiften er med andre ord overskuelig på så gamle biler.
      Jeg er ikke ekspert på nogen af de to modeller, som begge er lidt ældre end de modeller jeg ved mest om. Jeg ved dog generelt, at der for begge modeller er tale om meget fin mekanik og særdeles høje nypriser. På den ene side betyder det høj kvalitet i udgangspunktet og typisk også ejere, som gennem tiden har passet på de fine sager. På den anden side betyder det, at udgifter til service og vedligehold vil være væsentligt højere end for mere jævne biler fra samtiden.
      Jeg tror ikke nødvendigvis nogen af de to modeller har et voldsomt stort værdistigningspotentiale, men hvis du finder et velholdt eksemplar, kan du til gengæld få glæde af bilen i mange, mange år. Og det er i virkeligheden det bedste udbytte man kan få 🙂
      God fornøjelse med jagten.
      MVH
      Rune

  4. Hej Rune
    Tak for din fine hjemmeside:-)
    Jeg overvejer at købe en Jaguar E type V12 Coupe 3,3 serie fra 73. Bilen skal bruges som en investering, men jeg vil køre en tur i den engang imellem. Er det efter din mening en god investering og hvad jeg specielt være opmærksom på med denne model??
    Dbh
    Lars

    • Hej Lars

      Tak for din henvendelse.

      E-typen er jo en evig klassiker – verdens smukkeste bil jf. Enzo Ferrari og alt det dér – og det er en bil, man kun kan blive glad i bil-hjertet over at gå hen til. Særligt hvis man har nøglen i lommen!

      Jeg ved ikke hvordan dit regnestykke vender; har du besluttet dig for modellen først, fordi det bare SKAL være en E-type eller er du på udkig efter en god investering, og er tilfældigt faldet over en udbudt bil? I førstnævnte tilfælde skal du da købe en E-type. I sidstnævnte tilfælde ville jeg købe noget andet.

      E-typen har taget et gevaldigt prishop over de sidste 5 år, men særligt serie I og II. De sidste par år er de til gengæld begyndt at tabe pusten lidt. Jeg tror markedet er lidt mættet, og så er køberne til dyre og vedligeholdelseskrævende klassikere fra starten af 70’erne bare ved at blive færre og færre! Fokus i markedet er på en anden type biler, så jeg tror ikke du skal betragte den som et “sikkert papir”, med mindre du får den til absolut spotpris.

      Omvendt er en 12-cylindret Jaguar et prægtigt køretøj på alle ledder og kanter, så den kan altid sælges igen. Især hvis den står uden afgift og kan afhændes i udlandet uden et særligt tab.

      Når vi snakker investering kan jeg i øvrigt anbefale at læse artiklen herom i det kommende nummer af FDM’s Motorclassic, som kommer i løbet af den næste uge. Der er redegjort lidt mere for hensynene ved investering i biler (gæt selv hvorfra jeg ved det :-)).

      Med hensyn til særlige opmærksomhedspunkter, så synes jeg du skal skaffe Motorclassic nr. 45 fra efteråret 2016, hvor du kan læse en fin guide til netop denne bil. Det er fin og dyr mekanik, så det gælder om at holde øjnene åbne.

      Held og lykke med det!

      MVH
      Rune

  5. Hej Rune,
    Jeg læste lige din artikel og synes den var rigtig brugbar og interessant. Jeg kommer fra Canada og har boet i danmark i mange år nu, men har haft det hårdt med de danske afgifter på biler. Men nu har jeg valgt og spar sammen til drømmebilen, selvom min kone kan ikke se de potentielle investering muligheder i biler.
    Jeg ville høre dig om du synes en Lotus Elise S1 var noget man burde invester i? Jeg ser ikke mange på de danske vej, og synes det er en fantastisk køretøj.
    Tak for din eventuelt hjælp,
    Søren

    • Hej Søren.

      Det er dejligt, at du har haft glæde af artiklen 🙂

      Det er nok en ringe trøst, at du ikke er den eneste, som har det lidt stramt med de danske bilafgifter. I de fleste andre europæiske lande er det helt normalt, at bil-entusiaster har 3-7 sjove biler stående i køreklar stand. I Danmark er det næsten økonomisk uoverkommeligt.

      Nå, nok om det – du spørger til en Lotus Elise S1.

      Lotus har generelt være underrated i mange år i Europa, hvor det næsten kun er Esprit, som har rykket lidt på sig. Det er egentlig mærkeligt, når henses til mærkets særdeles flotte racer-historie og bilernes eksotiske ophav, men måske har de alligevel ofte været for brystsvage til at være plakat-emner, og dermed de sande drømmebiler. Misforstå mig ikke – en Elise kan køre i cirkler om de fleste langt dyrere biler, men Lotus har netop fokuseret på lette biler med relativt små motorer, hvor de fleste drenge drømmer om flest mulige hk i stedet.

      En Lotus Elise er jo en køremaskine i særklasse, og hvis du har forelsket dig i sådan en og har økonomien på plads, så er der kun én ting at sige: køb, køb, køb!

      Det er jo et typisk trackday-værktøj, og med mindre du køber et poleret og top-plejet garage-eksemplar, som aldrig har set en racerbane, så tror jeg ikke du skal regne med en stor værdistigning. Men omvendt ville jeg ikke frygte et værditab af betydning.

      Hvis du køber den, passer på den, får den ordentligt serviceret og i øvrigt bruger den som den er skabt til, så vil du formentlig kunne sælge den for nogenlunde samme pris igen om 5-10 år.

      På en længere horisont (måske 20-25 år) – vil en rentabel værdistigning være sandsynlig, men omvendt ændrer forudsætningerne sig hele tiden i det marked, så det er for langt ude i fremtiden til at spå om. Jeg frygter jo fx at biler med forbrændingsmotor bliver forbudte på et tidspunkt (GYS!), og så er der nok ikke mange, som har gavn af en Elise S1 længere.

      Jeg håber du kan bruge mine input til noget. Og kom så ud og køb med dig! 🙂

      MVH
      Rune

  6. Hej Rune
    Flot hjemmeside du har med mange fine oplysninger.
    Jeg har en Triumph TR6 1974 som jeg går og tænker at bytte til en Mercedes 450 SLC 1973 som står hos EZ biler i Them.
    Efter at have læst om den på din side, vil jeg høre dig om hvad jeg skal kikke efter nå jeg skal gennemgå den.
    Jeg undre mig over at sådan en bil til 120.000 kan stå så længe uden at blive opkøbt. Er der mon noget galt med den??
    Forhandleren siger at den har stået i et par år?
    Har du evt. nogle gode råd?
    Venlig hilsen Peter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.