Der må være mindst 10 biler som gennem tiden har fået prædikatet ”fattigmands-Ferrari” eller noget som minder om det, og det lyder jo egentlig ikke så charmerende. Men når nu bilen kommer fra Fiat (som gennem årtier ejede Ferrari) og er en kileformet coupé som endda har haft Pininfarina ind over designet, så må det for en gangs skyld være en fair etiket at sætte på Fiat Coupé. Lad os kigge lidt nærmere på den…

Om Fiat Coupé

Navnet først: nogle kalder den Fiat Coupé og andre kalder den Coupé Fiat. Jeg vælger det første, som også er det navn den blev markedsført under i Danmark.

Et design som stikker ud fra mængden – med de karakteristiske skarpe snit over hjulene.

Dernæst designet: Fiat er bestemt ikke uvante med at lave små sportsmodeller og har en fin historie med perler som 124 Spider, Dino og X 1/9, men der er langt imellem biler med så iøjnefaldende design som Coupé kan præstere, når vi forsøger at fortrænge Multipla-modellen i første generation (og vi kan desværre nok kun forsøge).

Jeg skrev Pininfarina i overskriften, og det er selvfølgelig rigtigt, men selvom bilen blev bygget på deres karosseriværksted har de designmæssigt faktisk kun stået for interiøret. Det er ingen ringere end Chris Bangle som har designet karosseriet, da han arbejdede hos Centro Stilo Fiat. Ja, dén Chris Bangle som senere tegnede BMW 5-serie E60 og modtog dødstrusler herfor.

Jeg tror ikke han fik trusler i anledning af Fiat Coupé, og med god grund. Uden at blive for højtravende vil jeg påstå, at man kan fornemme det samme designsprog med skarpe kanter afløst af organiske elementer; uanset hvad, så er det en fræk sportscoupé som emmer af fart og som får folk til at spærre øjnene op, og det er et design som vinder med tiden, hvilket i sig selv er et godt praj om en kommende klassiker.

Fiat Coupé blev vist første gang på biludstillingen i Bruxelles i 1993 og blev introduceret i foråret 1994 med en klassisk 4-cylindret 2-liters motor fra Fiats vidtstrakte hylder. Enheden blev brugt i mange andre biler (bl.a. Lancia Delta Integrale), og kan faktisk trække aner helt tilbage til 60’erne. I Coupé blev den brugt i to varianter på hhv. 139 for suge-udgaven og 190 hk for turbo-udgaven. Det gav særdeles respektable præstationer med 208/225 km/t som topfart og en 0-100 tid på hhv. 9,2 og 7,5 sek. – ikke ringe for en 4-personers Fiat!

I 1996 blev motorerne afløst af en ny 5-cylindret 2-liters motor i to versioner på hhv. 147 og 220 hk (turbo) og de kendes lettest på 20V-skiltet på B-stolpen. Frem for alt var forandringen tydelig for turbo-udgaven, der altså fik hævet ydelsen med betragtelige 30 hk og dertil fik et højere moment tidligere på omdrejningskurven. Med en 0-100 tid på sølle 6 sekunder var den faktisk den hurtigste forhjulstrækker på markedet, og den stoppede først ved 250 km/t, hvilket kunne give mange Porsche-kørere røde ører i lyskrydsene.

Turbo-modellerne har spærredifferentiale på forakslen, hvilket hjælper gevaldigt på sving-egenskaberne og sørger for at bilen kan få de mange hk i asfalten uden at understyre, dvs. skrubbe over forenden.

Der kom i 1996 en ny 131 hk indstigningsmodel med en 1.8-liters motor og midt i 1998 blev ydelsen forhøjet til 154 hk på den ikke-trykladede 5-cylindrede model, ligesom kabinen blev frisket lidt op. Indvendigt kan den kendes på, at et voltmeter afløste olietermometret i instrumentbordet – udvendigt kan de faceliftede modeller kendes på et 3. centralt bremselys.

Det røde topstykke og den røde tværstiver afslører en Limited Edition under hjelmen.

I 1998 kom en Limited Edition udgave af 20V Turbo, som blev komplet udstyret med nye Recaro-lædersæder, klimaanlæg, en rød start-knap, sports-pedaler og diverse alu-indlæg indvendigt, samt 6-trins gearkasse, opgraderede bremser med røde kalipre, titanium-look-kølergrill/spejle m.v., indfarvede skørter og særlige 16”-alufælge. 20V-logoet på b-stolpen blev også rødt, og endelig kom der en (rød) tværstiver foran og rødt topstykke på motoren. Der blev fremstillet omkring 1.500 af denne model.

I slutningen af 1999 og frem til produktionsslut i juni 2000 gled mange af udstyrsdetaljerne fra Limited Edition modellen over i den nye Turbo Plus model, som i øvrigt er mekanisk identisk med den almindelige Turbo-udgave.

Som den sidste krampetrækning kom i sidste modelår en Special Edition baseret på basis 1.8’eren og peppet op med noget af udstyret fra de finere modeller.

Farveudvalget var fra starten begrænset til rød, gul, hvid, metalgrøn, metalblå og sort og den markante farvede stribe på instrumentbordet minder glemsomme førere om hvad omverdenen ser. Ved det lille facelift i 1996 blev farvepaletten udvidet lidt og ved produktions-stop var der 12 forskellige farver at vælge imellem, hvoraf nogle dog var forbeholdt Limited Edition hhv. Plus-modellerne.

Jo jo – der er skam et bagsæde også – en helt igennem praktisk sportsvogn!

Fælles for alle udgaver er, at de er baseret på platformen fra Tipo-modellen, og selvom det er ensbetydende med forhjulstræk og generelt ikke lyder voldsomt eksotisk, så borger det faktisk for rigtig fine køreegenskaber. Samtidig har det muliggjort et bagsæde, så Fiat Coupé er en helt fornuftig 2+2; den blev markedsført som en firepersoners, men mens der er god plads på forsædet så er det rimeligvis kun børn, som vil finde sig til rette på bagsædet.

Motorjournalisterne var også pænt begejstrede – hør bare hvad Peter Aaboe skrev i Bilen, Motor & Sport om 16V Turbo:

”Det kompetente Tipo-chassis er i Fiat Coupé tryllet om til et ægte sportsvogns-chassis, godt suppleret af et karosseri, der er dobbelt så vridnings-stift som den 3-dørs Tipo. Dørenes måde at lukke på er en gevinst, der kan overraske selv folk fra Fiat. […] Du kan fyre den uhæmmet af ud af hjørnet og oplever ”ikke andet” end en sindsoprivende acceleration. Ingen hjulspin af betydning, ingen rusk i rattet – kun mere og mere fart. Det er så sjovt og lækkert, at der straks bliver kigget efter et nyt hjørne for at prøve en gang til …”

Retfærdighedsvist skal siges at han også i anmeldelsen kritiserer udvekslingen i gearkassen og udpræget tøven fra den store turbo, men på stort set alle andre fronter var han begejstret for bilen, der kostede 430.000 kr. i turbo-udgaven og 350.000 kr. i basis-udgaven ved introduktionen i Danmark i 1994.

Hvorfor er Fiat Coupé interessant?

Bag det markante design gemmer sig en vaskeægte sports-coupé som med den 5-cylindrede turbo-motor har præstationer som matcher. Det er en moderne konstruktion som er særdeles underholdende at køre og tilmed tilbyder køreglæden i en relativt praktisk indpakning. Der er plads til en lille familie og endda lidt bagage.

Ok, kvaliteten er på sædvanligt Fiat-niveau for den tid, så du kommer måske til at lære både din mekaniker og din vejhjælps-mand godt at kende, men de skal jo også leve af noget. Meget typisk for tiden er det største problem måske en meget svingende kvalitet, hvor nogle biler er næsten tyske i deres soliditet og fravær af problemer, mens (lidt for mange) andre er massivt ramt.

Designet falder måske ikke i alles smag, men det er ikke en bil som glider i med omgivelserne og der er næppe nogen som ikke vil have en mening om den lille mini-Ferrari, og det er også en kvalitet ved bil-design!

Det er ikke en model med et stort værdistignings-potentiale, men omvendt har den taget en langt heftigere afskrivning fra ny end sammenlignelige modeller fra Audi og BMW, så den har ramt bunden nu. Velholdte turbo-udgaver vil bevare værdien fornuftigt, men en egentlig klassiker-værdistigning ligger alligevel mange år ude i horisonten (10-15 år) da bilen endnu er for ung. I mellemtiden tærer de høje service-omkostninger på totalregnskabet.

Hvad skal man gå efter?

Der skal altså helst stå både ”20V” og ”turbo” på b-stolpen før det er rigtig sjovt! Den 5-cylindrede trykladede motor er fornuftigt skruet sammen og giver gode præstationer, men den har én akilleshæl: tandremmen skal skiftes hvert 3.-5. år, og i bedste 80’er-Ferrari-stil er det et engine-out job der tager flere arbejdsdage. Budgettér med op imod 20.000 kr. hertil på et autoriseret værksted, mens der er nogle kreative værksteder som klarer hele manøvren ved blot at vippe motoren; så skulle det kunne lade sig gøre for omkring 7.000 kr. inkl. skift af vandpumpen.

Kobling, bremser og fordæk slides også ret hurtigt, men det er altså særligt tandrems-fadæsen som afføder unormalt høje driftsomkostninger på bilen. Det kunne være et argument for at købe den 4-cylindrede model, hvor tandremmen kan skiftes på normal vis. Men så alligevel – hvis du vil have en fornuftig Fiat, så køb en Panda.

Pininfarina har designet det stilfulde interiør, hvor lakfarven er gennemgående i striben på instrumentbordet.

Det siger næsten sig selv, at der skal være dokumentation for service og altså særligt tandremsskift, for det er selvfølgelig oplagt at sætte bilen til salg lige FØR den store regning kommer, og så venter regningen altså i nær fremtid. Tyskerne kalder fænomenet Wartungsstau, så ”kein Wartungsstau” i annoncen er værd at bemærke.

Tjek for farvet røg fra udstødningen, både ved opstart og under kørsel – det kan være tegn på en ødelagt turbolader eller generelt en service-krævende motor og uanset hvad, kan det være et dyrt problem. Rust er til gengæld ikke et stort problem og så fik jeg da prøvet at skrive det om en italiensk bil på +20 år.

Da det er en liebhaver-bil er mange eksemplarer overordnet velplejede og det kommer jo brugt-køberne til gode. Vær dog opmærksom på chiptuning – det sportslige udseende og de gode køreegenskaber har lokket en del ejere til at pumpe ydelsen, og det slider væsentligt hårdere på alle komponenter. Tag en lille stjerneskruetrækker i hånden og tjek luftfilteret (placeret lige foran batteriet) – et mere sportsligt luftfilter er ofte det første sted en tunings-glad ejer har været i gang.

Det er som altid et godt tegn hvis bilen står på originale fælge og med kvalitetsdæk – dét er typisk det første sted en ”useriøs” sportsvognsejer vælger at spare.

På udstyrssiden er det oplagt at søge en Limited Edition eller en Plus, hvor der med læderindtræk og aircondition er drysset lidt ekstra sukker på kagen – merprisen er ikke markant i forhold til de almindelige versioner.

Hvordan ser markedet ud?

Der blev fremstillet 72.762 eksemplarer i alt, så det er ikke ligefrem en sjælden bil. Modellen har altid været ret overset i Danmark, men har været ganske populær i Tyskland (ca. 10.600 solgte) og længere syd på (angiveligt solgt ca. 33.700 i Italien), og udvalget er rimeligt stort.

De fleste eksemplarer til salg i Danmark er 16V-modeller, men der er enkelte 20V Turbo på markedet. De fleste dansker-biler har kørt relativt langt – 200.000+ km er ikke usædvanligt. Priserne ligger fra ca. 30.000 kr. og op til omkring 80.000 kr. for de bedste eksemplarer på danske plader.

Det er bestemt ikke alle biler som kan “bære” gul lak, men Fiat Coupé kan! Fælgene afslører at det er en af de tidlige modeller.

I Tyskland, Italien og Frankrig starter priserne under 1.000 euro, men gode eksemplarer koster fra 5.000 euro og op til det dobbelte – der er dog enkelte forhandlere som forlanger op mod 12.000 euro for Limited Edition eksemplarer med meget lave km-tal og pletfri servicehistorik. De fleste velholdte eksemplarer udbydes til omkring 8.000 euro, og det er med km-tal under 100.000.

Registreringsafgiften ligger tilsyneladende omkring 40.000 kr. ved import for et godt turbo-eksemplar, så et budget på omkring 80-100.000 kr. skulle altså sikre et rigtig flot og velholdt eksemplar med et fornuftigt potentiale.

Bonus-info:

• Turbo-modellen var den eneste som blev fremstillet i den særlige Sprint Blue (kode 462). Ret speciel farve som nærmest changerer mellem blå og lilla. Flot i virkeligheden – svær at gengive på tryk, men se alligevel denne artikels primær-billede i toppen…
• Jeg har flere gange kaldt Fiat Coupé for en mini-Ferrari og desværre er der nogen som har taget det for bogstaveligt. Hvis du googler ”Fiat Coupe Ferrari” kan du se flere eksempler på pinlige ombygningsprojekter, hvilket jo burde være strafbart.
• Det samlede produktionstal på 72.762 eksemplarer er baseret på Pininfarinas tal, og det var jo dog dér bilen blev bygget. Fiat selv oplyser dog den samlede produktion til omkring 53.000 eksemplarer. Det er ikke første gang der er rod i italienske produktionstal, men alligevel…

Primære kilder:

”Ferrari’en du har råd til” – Bilen, Motor & Sport 4/94, p. 14

”Smuk og hurtig Fiat” – Motor, 4/2004, p. 78

”Die Geld-Vernichtungsmaschine” – artikel på www.autobild.de, 25. februar 2002

Wikipedia – den tyske udgave

”Fiat Coupé: Sag zum Abschied sportlich ciao” – artikel på www.spiegel.de, 30. juni 2000

Classic car review hos www.honestjohn.co.uk, 18. juni 2013

Used car review hos www.whatcar.com, udateret

Kayjey’s Fiat Coupé Community – www.fiatcoupe.net

“Die besten Sportwagen für 10.000 Euro” – artikel på www.autobild.de, 17. august 2008

Jeremy Clarksons test af en Fiat Coupé Turbo i TopGear i 1994 (YouTube)

www.fiatcoupe.de