Mercedes har lavet mange utroligt fede biler gennem tiden. De har også lavet nogle vildskud, men 500E fra modelserien W124 hører så absolut til i toppen af kransekagen. Tag med på en tur ad 90’ernes Autobahn med et pitstop hos ingen ringere end Porsche…
Om Mercedes 500E
Hvis du som jeg har passeret de 35 år, har du helt sikkert kørt i en Mercedes W124 på et tidspunkt. Modellen var i 80’erne og start-90’erne utroligt populær som taxi herhjemme, og derefter naturligvis som frikørte biler til en masse af de mænd, der dengang som nu drømmer om prestige og stjerne på køleren, men ikke har arvet eller vundet i lotto. Det foregår som regel under mottoet ”den har kun kørt 417.000 km – den er jo nærmest kun lige kørt til!”, og det skal man sikkert ikke fundere for meget over.
Jeg var for nylig i Hamborg, hvor jeg stadig kunne spotte enkelte W124 i den mærkelige budding-beige taxi-bemaling, og det siger måske i virkeligheden alt om modellens tidløse kvaliteter – både indvendigt og udvendigt.
Det er selvfølgelig relevant lige at ridse modelrækken W124 op, og vi starter fra begyndelsen.
Modellen blev præsenteret i november 1984 som efterfølger til W123 og med sigte på den øvre middelklasse (efter tyske bilafgifts-forhold). Designet var noget mere moderne end forgængeren og havde i øvrigt klare fælles træk med lillebror W201 (som vi kender som Mercedes 190E), der blev præsenteret et par år tidligere.
I starten bestod serien af limousinemodellerne 200 (bemærk: intet E!) og 230E med 4-cylindrede motorer, 260E og 300E med 6-cylindrede motorer og 200D, 250D og 300D med hhv. 4-, 5- og 6-cylindrede dieselmotorer. E’et stod for indsprøjtning (Einspritzung) og D selvfølgelig for Diesel. Som den kvikke læser måske kan regne ud, var indstigningsmodellen 200 en karburator-model. Ydelsen var fra 109 hk til 180 hk for benzinmotorerne og fra 72 hk til 109 hk i dieseludgaverne.
Der var tale om en stor bil – med en totallængde på 4,77 m var den længere end nutidens Mercedes C-klasse – og en opvisning i komfort og sikkerhed. Med en Cw-værdi på sølle 0,29 ved introduktionen var W124 et mulehår foran den samtidige Audi 100 og kombineret med et betydeligt vægttab i forhold til forgængeren betød det, at bilen var både hurtig og relativt brændstoføkonomisk.
Katalysator (standard fra 1986), ABS-bremser (standard fra 1988) og airbags (standard til føreren fra 1992) kom til i løbet af modellens levetid og den berømte enkelt-arms-visker skulle angiveligt kunne rense 86 % af forruden til gavn for udsynet.
Når jeg skriver ”en opvisning i komfort” mener jeg den grundlæggende kørekomfort, lyddæmpning, interiørkvalitet m.v. Der blev således ikke ruttet med komfort-udstyret og selv relativt basale ting som el-ruder var dyrt ekstraudstyr i de første årgange af denne dyre luksusbil. Senere blev det dog lidt bedre og de store V8-modeller var noget bedre udstyret.
I september 1985 blev stationcar-modellen præsenteret med et T efter den almindelige betegnelse (modelkode S124) og T-modellen blev som den første i 300TD Turbo udstyret med en turbo-udgave af den store dieselmotor, hvor ydelsen voksede til hele 143 hk. T’et står for Touristik & Transport og modellen var i øvrigt den første, som kunne fås med elektrisk bagklap.
I marts 1987 kom coupémodellen (C124), som var baseret på samme platform, men med 8,5 cm kortere akselafstand i forhold til den firedørs model. Den fik fra starten de brede sideflanker nederst på karosseriet, som blev udbredt til resten af modellerne ved faceliftet i 1989. Sideflankerne var mørkegrå til de lyse lak-farver og lysegrå til de mørke lak-farver. Coupé-modellen fik generelt betegnelsen CE.
På Frankfurt-udstillingen i september 1987 blev de europæiske limousine-udgaver præsenteret med turbodiesel-motoren og tilmed muligheden for firehjulstræk i en 4MATIC-udgave. Turbo-udgaven af 300 D kan i øvrigt i de tidlige årgange kendes fra resten af programmet på de fem smalle sprækker i højre forskærm, som bidrager til luftindtaget.
På Paris-udstillingen i september 1988 kom to yderligere modeller til rækken. Den ene var 200E (med den lille to-liters indsprøjtningsmotor fra 190E) som hidtil kun havde været produceret til det italienske marked pga. et særligt afgiftssystem, som brandbeskattede biler med en slagvolumen over 2 liter. Den anden var 250D Turbo.
I september 1991 kom endelig den smukke cabrioletmodel (A124) som rundede 124-rækken af – når bortses fra den forlængede V124-udgave og de mange ombyggede udgaver til tjenestebrug.
I mellemtiden – januar 1990 – havde Mercedes præsenteret topmodellen 500E med en fem-liters V8-motor og 326 hk, og den er jo målet for denne artikel. Der var fra starten tale om en begrænset special-udgave som blev bygget i samarbejde med Porsche. Dette var dels for at drage nytte af deres specialist-viden men også for at hjælpe den økonomisk trængte sportsvognsproducent til at udnytte ledig kapacitet.
Mercedes leverede karosseriet til Porsches fabrik i Zuffenhausen hvorefter Porsche monterede alle de dele som adskilte sig fra en normal W124, herunder skærme, forbro, lygtearrangement m.v. Herefter blev karosseriet sendt tilbage til Mercedes i Sindelfingen til lakering, og retur til Zuffenhausen til montering af motor og drivlinje. Processen tog 18 dage, hvilket er uhyggeligt lang tid for en moderne bil. Alle 500E havde fire-trins automatgear og var elektronisk begrænset til en topfart på 250 km/t, mens den løb fra 0-100 km/t på sølle 5,9 sek.
Det var særdeles flotte præstationer som den underspillede sedan kunne levere, og mon ikke en enkelt Porsche-kører eller to har fået en overraskelse på vejen?
Ikke bare kunne bilen køre fra langt det meste andet på vejen – føreren var samtidig indhyllet i ypperlig luksus, som måske kunne forklare Mercedes’ officielle beskrivelse på forsiden af brochuren: Feuer und Seide – ild og silke. Stort set alle mulige krydser på ønskesedlen var allerede sat ab fabrik, hvilket også kan retfærdiggøre den høje pris. Det eneste mulige ekstraudstyr var læderindtræk (del-læder var standard), soltag, sædevarme, armlæn foran og elektrisk rat-stamme; nærmest alt andet var standard, inkl. el-sportssæder, el-antenne, metallak, træindlæg, to enkeltsæder bagi og meget andet godt.
I modsætning til lillebror 190 2.3-16 er der ikke store spoilere til at bralre om potentialet. Udefra kendes 500E bedst på de to små tågelygter i kofangeren og i særdeleshed på de forøgede skærme både for og bag. De bredere dæk i str. 225/55-16 vil næppe i sig selv vække opsigt i dag, hvor almindelige familiebiler leveres på 17” fælge.
Til gengæld vækker lyden fra motoren stadig opsigt, selvom det rimeligvis ikke minder om hverken en italiensk eller amerikansk V8, men det enorme drejningsmoment på 480 Nm ved 3.900 omdr./min. sørger for, at føreren aldrig mangler kræfter. Ingen turbo-tøven hér – there’s no replacement for displacement, som et godt amerikansk mundheld lyder!
Hvis man får chancen, skal man tage et kig på kraftværket under hjelmen foran. Ikke så meget pga. motorens skønhed, for den er desværre gemt under et kedeligt plasticdække, men for straks at forstå, hvorfor Porsche var nødt til at udstyre bilen med bredere forskærme – det er lige før det vil være umuligt at presse et A4-ark ned noget sted i motorrummet.
Styretøj og bremser matcher resten af bilens performance og selvom 1700 kg bil aldrig bliver en væver sportsvogn, så sluger den hurtige sving lige så effektivt som lange motorvejsstræk.
500E var givetvis fra introduktionen tænkt som et direkte modsvar til BMW’s meget succesfulde M5, som på dette tidspunkt var i form af den 315 hk E34-model med præstationer stort set magen til Mercedes’en. BMW’en var dog over 400.000 kr. billigere på det danske marked og kunne i øvrigt også fås som stationcar, i modsætning til 500E, som kun blev produceret som 4-dørs limousine.
Den samme motor blev også brugt i den dengang nye S-klasse og i den åbne SL sportsvogn, og at den klart mindre 500E med et prisskilt på 1,6 mio. kr. placerer sig prismæssigt midt imellem de to andre søskende, siger også noget om den prestige, Mercedes selv knyttede til netop denne model.
I 1992 kom 400E ind i modelrækken, også med V8-motor, men dog ”kun” på 4,2 liter slagvolumen og 279 hk. Den store motor krævede også karosseri- og drivlinjemodifikationer ligesom storebror 500E, men udvendigt adskilte den sig ikke fra de 6-cylindrede modeller. 400E blev samlet hos Mercedes som de mindre modeller.
Der kom også en E60 AMG på basis af E500, med en 6-liters udgave af samme motor – nu med 381 hk.
Der kom to store facelift i W124’s tid. Det første (MOPF 1) var i september 1989, hvor de firedørs modeller som tidligere skrevet fik samme kontrastfarvede sidelister som coupé-modellerne med en kromliste ovenover, samt indfarvede sidespejle. Indvendigt kom bedre sæder og læderrat til som standard. Samtidig blev Sportline-pakken introduceret som en mulighed, med sænket sportsundervogn og større fælge.
Modelprogrammet fik tilføjet 300E-24, 300CE-24 og 300TE-24, hvor den store treliters 6-cylindrede motor med fireventil-teknik blev hentet fra SL-modellen. Ydelsen var 220 hk.
I 1993 kom endnu et stort facelift (MOPF 2), hvor W124 officielt blev døbt E-klassen og E’et blev flyttet forrest i alle modelbetegnelserne. Generelt fik benzinmodellerne fireventilede topstykker og ændrede betegnelser til E200, E220, E280 og E320. På diesel-siden var det kun E250D og E300D som fik fireventil-teknik mens også E250D Turbo nu fik de smalle luftindtags-sprækker i højre forskærm.
Den faceliftede udgave kendes på de hvide sideblinklys foran, de ændrede baglygter med gråtoning af øverste række og på at motorhjelmen nu fortsætter ned i en smal stribe mellem forlygter og kølergrill. Stjernen flyttede også fra selve køleren til motorhjelmen.
Måske mere vigtigt var, at Mercedes lige omkring 1993-faceliftet overgik til at bruge vandbaseret lak til E-klassen på samlebåndene i Bremen og Sindelfingen. Desværre blev den nye lak i flere omgange forurenet med bakterier i lakeringsprocessen, hvilket gjorde at nogle biler efter få år blev kraftigt angrebet af rust, særligt over sidepanelerne og kofangerne. Problemerne gælder heldigvis ikke alle biler, men for en bilfabrikant med Mercedes’ image var det ikke heldigt.
Med faceliftet i 1993 kom vores model i fokus til at hedde E500 i stedet, men der skete faktisk også andre ændringer ved samme lejlighed. Motoren forblev i bund og grund den samme, men hele produktionsprocessen blev trukket tilbage til Mercedes selv, så bilerne ikke længere kom forbi Porsche i Zuffenhausen.
Produktionen af E500 sluttede med en særlig Limited model i 500 eksemplarer (yes, uhyre opfindsomt) med valg mellem farverne Saphirschwartz og Brillantsilber. Disse havde samme motor og undervogn, men kunne leveres på særlige 17” EVO II-fælge. Desuden var de pakket op med absolut alt i udstyr, inkl. fuld læderstue, elektrisk solafblænding i bagruden og stort Mercedes Exquisit stereoanlæg i stedet for den normale Becker Mexico 2000.
I august 1995 stoppede produktionen af limousinemodellen mens T-modellen og C-modellen blev produceret indtil 1996. I juli 1997 rullede den sidste cabriolet af samlebåndet. Der blev i alt produceret ca. 2,6 mio. W124. Heraf var de 22.802 af model 400E og kun 10.479 eksemplarer af 500E (inkl. E60 AMG).
Hvorfor er Mercedes 500E interessant?
En del Mercedes-fans kalder W124 for ”den sidste rigtige Mercedes”, og det er jo noget pjat, men jeg må medgive, at modellen placerer sig komfortabelt imellem forgængeren W123 – som nu er storby-hipsternes vådeste drøm og et nostalgisk bil-barn af 70’erne – og efterfølgeren W210, som ingen for alvor drømmer om og som mest er kendt for den mærkelige front og massive problemer med rustbeskyttelsen.
Mercedes har som mærke en stor tiltrækningskraft og signalerer soliditet, kvalitet og overklasse som få andre mærker. Læg dertil det markante sportslige Porsche-præg og resultatet er næsten for godt til at være sandt: en diskret power-sedan med al den luksus og komfort du kan tænke dig for fire personer, bygget i en uforlignelig kvalitet, og med kræfter nok til at mule 999 ud af 1000 biler på Autobahn – også i 2015!
Det er ædel teknik uden kompromisser og i modsætning til de samtidige italienske, engelske eller franske konkurrenter, kan du stadig bruge den til bageren en regnvåd og kold søndag morgen uden at behøve at frygte for andet end benzinforbruget.
Efterspørgslen på forgængeren W123 er begyndt at vise sig for alvor, og som altid er det topmodellerne som er mest efterspurgte på youngtimer-/klassiker-markedet – i tilfældet med W123 særligt de flotte CE coupé-modeller. Der kører stadig rigtig mange W124 på vejene i Europa og modellen har generelt nået sit værdimæssige lavpunkt og de velholdte eksemplarer vil i løbet af de kommende år begynde at blive efterspurgt af alle os, der engang kiggede langt efter dem på gaden. 500E er den ultimative manifestation heraf.
Modellen er endnu for ung til at nå tysk veteranstatus (30 år) men er selvfølgelig godt på vej. Priserne vil tage et kraftigt hop i takt med at bil-elskerne genopdager bilen og indser, at den har ikonisk potentiale på linje med BMW M5 og Porsche 911.
E60 AMG er den mest efterspurgte pga. det eksklusive AMG-mærke, men den er for længst stukket af rent prismæssigt. Jeg vil ikke tøve et sekund med at kalde 500E for et oplagt investeringsobjekt med stort potentiale.
Hvad skal man gå efter?
Jeg er ikke i tvivl om, at 500E på sigt vil vise sig mere attraktiv end den senere E500, simpelthen fordi den med rette kan bryste sig af at være ”made by Porsche”. Det betyder en smule for kvaliteten, lidt mere for historien og en hel del for prisen.
Der er som beskrevet ikke de store udstyrsmuligheder at tage stilling til. Mange af bilerne har læderindtræk men det betyder omvendt, at de sports-ternede del-lædersæder er relativt sjældne, og det er i sig selv attraktivt for nogle.
Farven er ikke så afgørende for efterspørgslen, men sort er dog altid en sikker vinder for denne type bil.
Originalitet er som altid det absolut vigtigste parameter for værdien, og du må være forberedt på at det er vanskeligt at finde biler med km-tal under 150.000 på det åbne marked.
Generelt gælder for W124-serien, at modellerne efter første facelift og indtil slutningen af 1992 er bedst beskyttede mod rust. Problemet med de nye vandbaserede lakker er beskrevet tidligere i artiklen og som beskrevet, er det ikke alle biler som er ramt. Produktionen af E500 udgjorde kun en minimal del af den samlede produktion og kun få af disse blev derfor ramt af miseren. Men det skal tjekkes!
Faktisk har 500E ry for at være endnu bedre skruet sammen og mindre udsat for rust end de øvrige W124 pga. Porsches medvirken, og motorer og gearkasse er generelt solide, hvis de får den rigtige olie.
Bemærk, at det er dyrt at holde en 500E kørende med korrekt pleje, og derfor er der risiko for at den/de tidligere ejere har sparet på servicen undervejs. Stakkels ham som skal finansiere sådan et service-efterslæb… dokumentation for service er altså et must!
Reservedelssituationen er særdeles god for alle W124, så ingen problemer dér. De specielle karosseridele er dyrere end til øvrige W124-modeller, men i øvrigt leverede datidens S- og SL-klasser en del komponenter, så der kan søges på flere hylder.
Hvordan ser markedet ud?
Der er god grund til at antage, at en masse af de gode eksemplarer med lave km-tal allerede står godt pakket ind i de kloge (og velhavende) samleres opvarmede garager.
Der handles dog 500E med jævne mellemrum, og markedsprisen for et eksemplar i udmærket stand ligger omkring 22.000-30.000 euro i Tyskland, Frankrig, Holland og Belgien.
I England blev en 500E solgt på auktion i juni for £12.720, hvilket bestemt virker som en rimelig pris for en auktionsbil, men der er desværre ikke oplysninger om km-tal og stand. Modellen blev i øvrigt aldrig lavet som højre-styret, hvilket også kan forklare den lavere pris på auktionen derovre.
Der er nogle få til salg i Danmark til svingende priser. Et par stykker til 170-200.000 kr. men så til gengæld også med meget høje km-tal – i flere tilfælde over 300.000 km. Der står en enkelt til 350.000 kr., hvilket virker klart i overkanten, når den trods alt har 143.000 km. på tælleren. Jeg kan i hvert fald ikke se noget i annoncen som skulle berettige den voldsomme overpris i forhold til markedet.
Det er ret kendetegnende, at sælgerne tilsyneladende ikke sondrer mellem 500E og E500, selvom der altså er en væsentlig forskel. Måske skyldes det uvidenhed – måske at de gerne vil skilte med at Porsche byggede bilen, hvilket altså kun er sandt for 500E. Hvis du jagter en 500E er det derfor med at holde øje med motorhjelm, kølergrill og stjerne, som afslører om det faktisk er en E500.
Driftsstabilitet
Sjæl/charme
Pris/kvalitet
Investeringspotentiale
Samlet vurdering
Bonus-info:
- Lillebror 400E kunne teoretisk set nå en højere topfart end 500E på trods af den mindre motor (hvis begrænseren blev fjernet), hvilket skyldes en anderledes udveksling i differentialet – men var til gengæld 1,1 sekund langsommere i paradedisciplinen 0-100 km/t
- Blandt de kendte mennesker som har haft en 500E finder vi så forskellige personer som Michael Laudrup og Rowan Atkinson – sidstnævnte er i øvrigt en meget stor bil-elsker med en udsøgt samling
- På YouTube kan man selvfølgelig finde en masse videoer om Mercedes 500E, bl.a. denne lille tyske perle – Der Sportler im Frack :-):
Primære kilder:
- Wikipedia, særligt den tyske udgave
- www.mercedes-benz-w124.de
- “Was taugt so einer?”, www.autobild.de, publiceret 25. februar 2002
- “T-Klasse”, Motor Klassik, 12/2015 p. 14
- ”Mercedes 500E”, Motor Klassik 9/2015, p. 16
- ”Porsche laver Mercedes til 1,6 millioner”, Månedsmagasinet BILEN, 3/1991, p. 15
- ”2×325 tyske hestekræfter”, Månedsmagasinet BILEN, 6/1991, p. 36
- ”Standfest bei guter Pflege”, Motor Klassik 5/2015, p. 148
- ”Der Sechspunktneun von morgen – Mercedes 500E oder E500”, Motor Klassik 6/2015, p. 36
- Honest John Classic Car Reviews – Mercedes 500 E, www.classics.honestjohn.co.uk
- Mercedes Benz Classic wiki – fabrikkens officielle hjemmeside for klassiske modeller
- Mercedes brochure for E500 Limited
- Mercedes brochure for W124
- Bil-Revyen 1992
- Bil-Revyen 1993