Grim og grimmere…

Som bilfan har jeg selvfølgelig mine favoritter, og jeg har tilsvarende mærker og modeller, som jeg ikke ser noget særligt spændende ved, men alligevel har de fleste biler nogle forsonende træk. Altså… det er jo trods alt BILER, ik’? Med motor, sæder, rat og indbyggede frihedsdrømme. Selv kedelige biler kan byde på masser af gode oplevelser, eller – om ikke andet – tjene som trofaste transportmidler i sne og slud.

Men der er også nogle få biler, som er decideret afskyelige at se på. Så afskyelige, at jeg ville foretrække at balancere fyldte indkøbsposer og skrigende unger ind i en overfyldt bus en regnfuld mandag eftermiddag, frem for at sætte mig bag rattet.

Nu handler min side jo temmelig meget om biler med investeringspotentiale, så hvorfor pludselig skrive om de grimmeste biler? Jo, dels er det lidt en undskyldning for at beskæftige mig med et sjovt lille hjørne af bilhistorien, og dels skal man trods alt ikke underkende det langsigtede potentiale i de grimme vogne. De har jo en naturlig tendens til at blive solgt i relativt små serier, styrtdykke i værdi og afgå ved døden uden at nogen begræder dem for alvor.

Det efterlader små antal tilbage, hvilket i sig selv holder en hånd under prisen. Og som tiden går, vil der altid være nogen, som synes det er sjovt at køre i en sjælden og grim bil fra deres barndom eller ungdom. Se bare på Ford Edsel eller den oprindelige Lotus Europa.

Du får lige en hurtig reminder om hvor galt det kan gå med bildesign fra de sidste tre årtier i fire forskellige bilklasser. Jeg er nødt til at advare mod stærke billeder i det følgende…

 


SsangYong Rodius – bundskraberen

SsangYong RodiusDa den russiske hersker Ivan den Grusomme tilbage i 1500-tallet som bygherre havde ladet den overvældende Vasilij-katedral opføre i Moskva, lod han øjnene stikke ud på arkitekten, så han ikke kunne præstere noget lige så fantastisk igen. Den handling har jo på en mærkelig måde sin helt egen herlige middelalder-logik.

Det savner til gengæld enhver form for logik, hvorfor cheferne hos koreanske SsangYong tilsyneladende lod øjnene stikke ud på designeren inden han satte pennen til papiret og tegnede den afskyelige Rodius-model.

Resultatet blev en bil så grim, at man savner ord.

Det gør ikke meget for køreoplevelsen, at det mere end to ton tunge skrummel er bygget af ældre Mercedes-stumper, men i det mindste kan man forvente, at drivlinjen holder længere tid end man har lyst til at eje køretøjet.

Der er plads nok at gøre med i en Rodius, som ud over et gigantisk bagagerum byder på et praktisk sædearrangement med plads til syv. De kan jo heldigvis ikke se bilen udefra, mens de kører i den.

Det er vel svært at gøre en stor MPV elegant, men modeller som Renault Espace, Ford Galaxy og VW Multivan beviser da, at opgaven kan løses med æren i behold.

 


Ford Scorpio (2. generation) – når flodheste føder biler

Ford ScorpioHvis jeg skal være fair, vil jeg kalde designet af Ford Scorpio for balanceret; den er nøjagtig lige grim forfra og bagfra. Og det siger ikke så lidt.

Bilen ligner jo resultatet af et frækt stævnemøde mellem en søelefant og en flodhest, hvor den ulykkelige moder samtidig kiggede dybt i flasken under graviditeten.

Forenden med de mærkelige mongolide øjne og den umådeligt klumpede bagende med det smalle lygtebånd gør designet svært at holde af, men retfærdigvis har den til gengæld indre kvaliteter.

Ford gjorde en dyd af at udfordre designmæssigt i 80’erne og 90’erne, og modeller som Sierra og Ka vakte stor opsigt blandt de mere anonyme konkurrenter på markedet, men med anden udgave af Scorpio kom de ud, hvor de tydeligvis ikke kunne bunde.

Den første Scorpio fra 1985 var et forsøg på at lave en lidt anderledes luksusbil i hatchback-design i modsætning til de mange sedan’er i segmentet, og den nød en vis succes. Der var plads, komfort, stabilitet og mange andre dyder, om end Ford-navnet selvfølgelig ikke klingede så fint som de egentlige premium-mærker i samme segment.

Mange af kvaliteterne blev egentlig videreført i denne 2. udgave, men altså med en ret håbløs indpakning. Modellen solgte dårligt og efter kun fire år på markedet blev stikket trukket og Scorpio-navnet sendt ud i kulden. Lad os håbe, at Ford-designerne ved samme lejlighed brændte tegningerne af bilen, så den ikke genopstår og begynder at spøge i din indkørsel…

 


Fiat Multipla – familiebilen fra helvede

Fiat MultiplaIngen gennemgang af grimme bildesigns er komplet uden den frygtede Fiat Multipla.

Mangen en håbefuld familiefar er blevet de facto kastreret ved at blive placeret ved rattet af denne ultimative familie-flytter fra 90’erne. Bag rattet – selvfølgelig med konen ved siden af og mindst to børn på bagsædet – kan du godt bilde dig ind at det er misundelse, du ser i øjnene på dine medtrafikanter. Men det er medlidenhed.

Man fristes til at se den som et rendyrket eksempel på funktion frem for form, men hvilken funktion tjener den fede delle under forruden, ud over at huse et par lygter placeret så skeløjet, at en hammerhaj ville blive misundelig?

Men ok: det er trods alt en af de mest praktiske familiebiler, der nogen sinde er bygget. Der er tre sæder på hver række, og mulighederne for at møblere om i kabinen er næsten uendelige. Der er masser af aflæggeplads til ungernes skrammel, de store ruder giver glimrende udsyn og overblik, og bagagerummet sluger en barne- eller klapvogn uden at kny.

Der findes faktisk et enkelt cabriolet-eksemplar, som blev bygget til Agnelli-familiens sommerresidens. Bizart nok klæder det faktisk bilen at få skåret toppen af, men det kan vi andre jo ikke bruge til ret meget.

Italienerne i Torino har aldrig været gode til at bygge holdbare biler, og dermed udrydder Multipla også sig selv i et acceptabelt tempo. Det kan kun gå for langsomt.

 


Mazda 121 (2. generation) – skildpadden på hjul

Mazda 121Der er hård konkurrence blandt de grimme biler i denne klasse – tænk bare på den første Renault Twingo eller tredje generation af Nissan Micra (især i den såkaldte C+C-udgave).

Men en skildpadde på hjul? Mazda 121 løber med ”sejren”.

I designfasen var det et udtrykkeligt mål, at der ikke måtte være kanter i designet på bilen, og det er da lykkedes til overmåde. Et par kompromisser havde nok pyntet, for den buttede minibil ligner mest af alt noget Bedstemor And ville føle sig hjemme i.

Jeg mindes med en blanding af fascination og væmmelse det eksemplar af Mazda 121, som en dansk chokoladefabrik havde indkøbt og iklædt folie så den var designet som en kæmpe, rullende chokoladeskildpadde.

Hvor meget jeg end holder af chokoladeskildpadder, så fik den bil mig til at tvivle på mange ting, og jeg ville vælge gåturen i silende regn frem for at sætte mig bag rattet, om jeg fik tilbuddet.

Byggekvaliteten fejler som vanligt ikke noget hos Mazda og rustbeskyttelsen er som altid hos japanerne det svageste punkt.

Det er i virkeligheden en praktisk lille bil med relativt god plads, udmærket interiør og et fornuftigt udstyrsniveau og med supplerende rustbeskyttelse og minimal løbende pleje er der gode chancer for, at den holder sig kørende indtil du når pensionsalderen. Og så passer tingene pludselig bedre sammen igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *