Oldsmobile Cutlass

Oldsmobile Cutlass – masser af “smiles per gallon”

Solen skinner mere og humøret stiger, når taget er klappet ned. Det mærker man også bag rattet i en åben Oldsmobile Cutlass Supreme fra 1971, hvor V8-bulder blander sig med muntre tilråb fra forbipasserende.

Oldsmobile Cutlass

 

På udkig efter et godt sted at fotografere bilen, passerer vi i langsomt tempo en løber i vejkanten. Selv med musik i ørerne kunne han ikke undgå at høre os komme rullende på lang afstand, så han trækker venligt ind til siden for den brede bil, mens et stort grin breder sig ud over hans ansigt. Da vi et øjeblik senere holder ind, er det hans tur til at passere os, og smilet forlader ikke hans ansigt mens han kvitterer med “Fed lyd!” og en rejst tommelfinger.

Det er i det hele taget svært, ikke at blive begejstret ved mødet med Jannie og Janus’ Oldsmobile Cutlass Supreme cabriolet fra 1971.

 

Fra dårlig Mustang til god Oldsmobile

Der er heller ikke tvivl om, at både Jannie og Janus er rigtig glade for bilen, når de sammen fortæller historien om, hvordan den endte i deres indkørsel i Virring.

I virkeligheden var Janus glad for at sejle og havde også egen båd, men Jannie var knap så søstærk som han, så hun fik ham overbevist om, at de skulle finde en landbaseret hobby i stedet. Da hun er vokset op i en mekanikerfamilie med interesse for amerikanerbiler og de store trehjulede trikes, fik hun overbevist Janus om at kigge i den retning i stedet, og på et træf i Gjesing i 2018 blev hans interesse for alvor vakt. Så begyndte jagten på den helt rigtige bil, og der stod egentlig Mustang på menuen i starten.

I sommeren 2018 var Jannie indlagt på hospitalet i længere tid, og en dag kørte Janus sammen med Jannies far til Kolding for at se på en Mustang. Den var dog noget mere lovende i annoncen end i virkeligheden, og viste sig at være et rent håndværkertilbud, og det var ikke lige meningen. De holdt ind på den nærmeste tank for at fordøje skuffelsen, og mens Janus var inde og hente kaffe, gennemgik svigerfar listen med mulige alternativer. Kravet var, at det skulle være en ældre amerikaner uden tag, med automatgear og plads til fire personer, og så skulle den være i fornuftig stand.

Da Janus kom tilbage til bilen, sad svigerfar og pegede på Oldsmobilen, som skilte sig ud i mængden, og derfra gik det stærkt. De ringede til sælgeren, som heldigvis var hjemme, og satte kursen mod Odense. En halv time senere var aftalen underskrevet og pengene overført, og så kunne Janus sætte sig bag rattet som ejer af sin første amerikanerbil.

Oldsmobile Cutlass interiør

Ren afslapning

Det var naturligt nok Janus, der fik fornøjelsen af at køre den store flyder tilbage til Jylland, mens svigerfar tog rattet i hverdagsbilen. Sidstnævnte skulle dog først lige pakkes op med de medfølgende reservedele til Oldsmobilen, som bl.a. omfattede de originale fælge, en ny kaleche og det komplette airconditionanlæg, som af ukendte årsager var blevet afmonteret.

Allerede på hjemturen følte Janus sig godt hjemme i den store bil og med hans egne ord er det “ren afslapning” at rulle ud på vejene i Oldsmobilen i forhold til en moderne bil.

“Man slapper mere af, og det er bare ikke så vigtigt, om man kommer et minut senere frem – det er også meget mere naturligt at give plads til de andre bilister i trafikken”, fortæller han, og det er jo i sig selv en rigtig god grund til, at flere bør køre klassisk bil!

En af de første ture gik selvfølgelig til Skejby Sygehus, så Jannie kunne beundre den nye bil, og den viste sig heldigvis at være velegnet til at holde humøret lidt oppe hos patienten, som med jævne mellemrum kunne snige sig ud af sygesengen og med på en køretur.

I det hele taget er den gamle cabriolet en bil, som fremkalder godt humør overalt. Janus og Jannie bruger flittigt bilen til hyggeture og biltræf i lokalområdet, og de får masser af glade kommentarer og tilråb. De mindre børn lyser op i store smil, når den store V8 vågner til live med et solidt brøl og voksne i alle aldersklasser stiller nysgerrige spørgsmål på parkeringspladser og tankstationer.

Tankstationer er i øvrigt et tilbagevendende emne med en flyder i garagen, og med en slagvolumen på 350 kubiktommer – svarende til 5,7 liter – skal der ofte fyldes op. Der er heldigvis flere smiles per gallon end miles per gallon at hente i den store maskine, og det passer Janus og Jannie helt fint.

Kølergrill

En raket til folket

Oldsmobile gik som mærke i graven i 2004 efter mere end 100 år som bilfabrikant, og selvom det måske ikke længere hører til de kendteste amerikanske bilmærker, så det helt anderledes ud i 1970’erne. Mærket var en del af GM’s store portefølje og var placeret midt i hierarkiet, over Chevrolet og Pontiac, men under de finere biler fra Buick og Cadillac.

I årene omkring 1970 blev Cutlass-modellen og den finere Supreme-variant regnet som “Personal Luxury Cars” og lå nogenlunde midt i den 28 modeller store Oldsmobile-familie, og Cutlass-modellen var endda en af de bedst sælgende biler i USA midt i 70’erne.

Kunderne efterspurgte Oldsmobiles kendte Rocket V8, som var den første amerikanske V8-motor med overliggende ventiler, og som siden 1949 havde vist sit værd i millioner af biler. Det var også denne motor, som gav inspiration til Oldsmobiles raket-logo i forskellige former helt frem til mærkets nedlæggelse.

Jannie og Janus’ cabriolet rullede af båndet i Lansing i Michigan i foråret 1971, og blev leveret til den første ejer – en herre ved navn Elmer F. Heinlein – i Virginia den 30. april 1971. Den originale faktura følger bilen, og viser at købesummen var 4.343,80 dollars, og for de penge fik hr. Heinlein såmænd både elektrisk kaleche, aircondition, servostyring og meget andet godt.

Bilen blev oprindeligt leveret i farven Sable Brown, men er efterfølgende blevet omlakeret i sort, som også passer fint til det originale hvide vinylindtræk. Af fakturaen fremgår, at bilen blev leveret med Custom Sport Seats, men man kan måske godt diskutere det sporty i de store bløde lænestole foran. Hvis det skulle have været vildere, skulle den første ejer i stedet have sat kryds ved bucket-sæderne, men så havde der til gengæld ikke været plads til tre på første række.

Oldsmobile radio

Mere komfort end sport

Sport eller ej – kabinen i den sorte cabriolet er et rart sted at opholde sig. Der er fine pladsforhold på begge rækker, og den forreste bænk kan forskydes i længden. Sæderne er bløde og komfortable og indretningen er i øvrigt enkel og elegant med stramme linjer og kromindfattede instrumenter og betjeningsgreb nydeligt monteret i træfarvet vinyl.

Det er heldigvis vejr til at rulle kalechen tilbage og det giver uhindret adgang til det dybe startbrøl fra den store V8, som hurtigt falder til ro i en pludrende tomgang. 

Hvis man skulle blive træt af motorlyden, kan man i øvrigt tænde for den originale og meget dekorative radio, som stadig fungerer fint, men eftersom den kun kan modtage AM-signal, er det svært at finde noget at lytte til.

Det ratmonterede automatgear skifter blødt og smidigt mellem de tre trin og den store motor sikrer et massivt moment ved alle hastigheder. Servostyringen er blød som softice og styringen meget svævende og upræcis, så man hele tiden skal korrigere på rattet for at holde bilen i sporet, men Janus fortæller, at man vænner sig til det. Der er hestekræfter nok til at lægge hurtigt fra land, men den komfortable affjedring sætter en tyk streg under, at denne bil er skabt til alt andet end sporty kørsel.

Der er ingen tvivl om, at Janus er glad for bilen, men fortrød han mon alligevel lidt, at det ikke blev den Mustang, han oprindeligt gik efter? “Ikke et sekund”, lyder det prompte fra ham, efter Oldsmobilen igen er parkeret ved huset. Efter at have ejet den store Cutlass Supreme i et år er han og Jannie blevet enige om, at en Mustang er for almindelig og velkendt, mens den store Oldsmobile på en helt anden måde skiller sig ud i bybilledet. Og giver smil på læben.

Oldsmobile Cutlass

Købsguide Oldsmobile Cutlass

En ægte amerikaner

Oldsmobile havde en stor modelpalette i 60’erne og 70’erne, og kvaliteten var fuldt på højde med bilerne fra de andre store mærker. Udbuddet er stort og mekanikken er generelt simpel og pålidelig – men vær opmærksom på ombygninger. Det er let at ombygge en standard-bil til at ligne en sportsudgave med en af de særligt eftertragtede performance packets (udstyrskoderne 442, W30, W31 eller W32), så hvis originalitet er vigtigt, må dokumentationen være på plads.

 

Karrosseri

De fleste Cutlass-modeller har startet livet i USA som hverdagsbil, og må forventes at have været brugt i al slags vejr og til alsidige formål, og have udbedrede buler og andre almindelige skader. Mange biler vil være restaureret og/eller omlakeret en eller flere gange, hvilket ikke nødvendigvis er skidt – hvis det er gjort ordentligt. Hvis ikke bilen kommer fra en af de solrige stater, er der særlig risiko for rust nederst i dørene, bagskærmene og i bunden af bagagerummet. Har bilen vinyltag, er der udpræget risiko for rust dér. 

 

Teknik

Cutlass-modellen kunne fås med seks cylindre, men det er ubetinget Oldsmobiles egen Rocket V8, som er mest populær. Den kom i forskellige størrelser – 350, 400 og 455 kubiktommer – og farven på motorblokken afslører typen (hhv. guld, bronze og lyseblå). Uanset typen er motorerne generelt solide og driftsikre. Tilsvarende er transmissionerne fra GM’s lagre simple og holdbare, uanset om bilen har 3- eller 4-trins manuelt gear, eller et Turbohydramatic automatgear. 

Oldsmobile V8

Reservedele

Cutlass-modellen blev produceret i meget store antal, så reservedelssituationen er fornuftig, uanset typen. Sliddele kan altid skaffes, mens pyntedele og specielle udstyrsvarianter kan kræve lidt mere research. Bemærk, at detaljer omkring front og bagparti blev ændret år for år, så det er vigtigt at være præcis i sin søgning. Der er en del mindre danske værksteder med speciale og erfaring i ældre amerikanske biler, og de kan typisk også skaffe det meste, hvis ikke du selv bestiller det på internettet. 

 

Specialister

Pers Speedshop, Teglvænget 133A, 7400 Herning,  tlf. 97 12 95 33, www.persspeedshop.com

US Pitstop, Ejbyvej 51, 5592 Ejby, tlf. 23 21 12 00, www.uspitstop.dk

US Auto, Egeskovvej 3, 3490 Kvistgård, tlf. 49 21 90 60, www.usauto.dk

 

Priser

Oldsmobile er ikke så udbredt i Europa som de mere gængse Ford og Chevrolet, så der er ikke mange eksemplarer til salg. Gode eksemplarer koster i udlandet omkring 150-200.000 kr. før registreringsafgift, mens originale performance-udgaver starter væsentligt højere.

 

Klubber

Der er et stort netværk af klubber for amerikanerbiler, hvor ejerne dyrker deres interesse på tværs af mærker og årgange – se mere på www.fda-biler.dk

Oldsmobile Cutlass Supreme

Denne artikel har tidligere været bragt i MotorClassic – Danmarks store klassikermagasin!