Peugeot 106 Rallye klar til landevejen

Peugeot 106 Rallye – løveunge med bid!

Tag en lille fransk bybil, læg en frisk motor foran, skræl komfortudstyret væk og sælg den til spotpris. Det var tilsyneladende tankegangen bag Peugeot 106 Rallye, og resultatet blev en fascinerende mini-sportsvogn, som tvinger smilet frem.

 

 

Kabinen i sådan en Peugeot 106 Rallye er iøjnefaldende. Øjnene bliver helt naturligt draget af den røde gulvbeklædning og de røde seler, som stjæler rampelyset, men der er nu heller ikke så meget andet at se på derinde. Alt overflødig udstyr og lydisolering er nemlig skrællet effektivt væk, for at spare på vægten. Dørene er tynde og lukker med et metallisk klonk, og den lakerede plade er efterladt på indersiden som en påmindelse om, at man ikke skal hvile armen i karmen, når man kører dén bil – man skal holde fast i rattet. Bilen er forbavsende rummelig indeni, men der er heller ingen fartpilot eller små elmotorer til vinduer, spejle eller centrallås til at fylde op bag afdækningen, og tykke tæpper må man tænke sig til. Det eneste strejf af luksus er sædevarmen i de overraskende store sæder, der i øvrigt virker lidt overdimensionerede i så lille en bil. Man synker en smule ned i dem, men det giver en udmærket sidestøtte og til gengæld er de præcis så komfortable, som kun franske biler kan tilbyde det. Instrumenteringen er overskuelig gennem plasticrattets krans, som i øvrigt også gemmer bilens eneste moderne sikkerhedselement: en enlig airbag til føreren. Abs-bremser, antispin og den slags må man tænke sig til. I stedet for displays og skærme som i nyere biler, er der hård, musegrå plast over hele instrumentbordet, men til gengæld er dørlommerne store nok til at rumme et par solbriller og et sammenfoldet Michelinkort over Frankrig.

 

Opskriften på køreglæde

Det giver god mening alt sammen, for i en Peugeot 106 Rallye skal man ikke sidde og kigge på skærme og trykke på knapper. Man skal se landskabet passere hurtigt forbi ruderne, mens man jager det næste sving med et stort smil om munden. Det er heldigvis også lige netop, hvad vi gør denne sommerdag på Ærø i Peter Hansens meget fine Bianca-hvide eksemplar, mens vi leder efter et godt sted at fotografere bilen. Peter er meget glad for bilen, og man forstår hurtigt hvorfor. 100 hk og et moment på 118 Nm lyder ikke specielt ophidsende, men med en egenvægt på sølle 825 kg, en kort akselafstand og et hjul i hvert hjørne er køreegenskaberne præcist lige så besnærende, som Rallye-tilnavnet antyder. Det hele bliver godt hjulpet af en undervogn, der er sat noget strammere op end i hverdagsudgaverne, og som holder snor i den lette bil. Sådan en 106 Rallye kører simpelthen bare forrygende sjovt, og det er en af den slags biler, hvor man ikke behøver at sætte kørekortet på spil for at sidde med et stort smil om munden. Udsynet er godt gennem de store og ganske lodrette ruder, så det er let at placere den lille bil rigtigt i svingene, og kombinationen af skiver foran og tromler bagpå har ikke problemer med at høvle farten af den lette bil. Der kommer først for alvor skub i motoren over 5.000 omdrejninger, så der skal arbejdes lidt med den lange gearstang, men i modsætning til så mange andre små Peugeot’er fra halvfemserne, er skiftet forbavsende præcist og stramt i Peters bil, som med 232.000 km ellers er kørt godt til.

Peugeot 106 Rallye på landevejen

En varm sommerdag på en øde landevej – så bliver det ikke meget mere optimalt. Det er slet ikke nødvendigt at køre stærkt for at have det sjovt!

Med knap 3 mio. fremstillede biler er Peugeot 106 ikke ligefrem en eksotisk bil, men Rallye-modellen adskiller sig en del fra de mange bybiler og pensionist-eksemplarer, som fyldte især de franske veje i halvfemserne. Ligesom med den ældre storebror 205 Rallye – og den samtidige 306 Rallye – var idéen at lave en letvægtsudgave, som havde en mindre motor end mærkets ikoniske GTI-modeller, men samtidig var strippet for overflødig vægt og ikke mindst blev solgt væsentligt billigere end den “ægte” GTI. Udvalget af farver var begrænset og den første serie kunne kun fås i sort, hvid eller rød, som alle havde røde tæpper og seler. Stafferingerne på alle sider, skærmforøgerne og ikke mindst de hvide 14” stålfælge gjorde modellen let at genkende for de indviede. Motoren var en 1,3 liters udgave af PSA-koncernens velprøvede, firecylindrede TU-motor, som i forskellige udgaver har gjort tjeneste i millioner af biler siden midt i firserne. Det havde været nemt for Peugeot at bruge den 1,4 liters udgave, som allerede blev brugt i 106 XSi, men ved at reducere slagvolumen til 1.294 kubik, kunne bilen homologeres til motorløb i datidens gruppe N, hvor den da også blev en flittig gæst. Selvom præstationerne ikke kunne måle sig med de langt stærkere GTI-modeller fra samme koncern, var Rallye-modellerne kendt for en endnu mere rendyrket køreoplevelse for puristerne, der vægtede sjov bag rattet højere end komfort og prestige.

 

Uspoleret og upoleret

Peugeot 106 Rallye fælg

De originale, hvide pladefælge var ikke fancy eller kostbare som ny, men er nu en helt nødvendig del af en ægte Rallye-model…

Peter har kun haft denne Rallye i et par år, men det er bestemt ikke hans første Peugeot. Han er oprindeligt udlært mekaniker ved Ford, så selvfølgelig skulle han som helt ung have en Sierra XR4i, men med 13 års ansættelse ved Peugeot på cv’et har han siden både haft en 206 GTI, en 306 cabriolet og såmænd også en anden 106 Rallye i den senere serie 2-model. Den hvide lomme-raket i denne artikel fandt han ved en tilfældighed i 2020 på nettet, og bilen stod ved en forhandler i Vejle. Han vidste med det samme, at han ville have bilen, så han ringede til forhandleren og fik bilen reserveret, og så snart det passede med arbejde og færgetider, hentede han den hjem til Ærø. Bilen er fra maj 1996 og er således en af de sidste 106 Rallye i serie 1, før modellen blev faceliftet samme måned, og af samme grund har den også lidt usædvanligt airbag i rattet ligesom den faceliftede serie 2-model.

 

Det er en biltype, hvor ivrige ungersvende som anden eller tredje ejer ofte har skåret ud til store bashøjttalere i hattehylden eller monteret tågelygter og sænkningssæt, men på nær den tidstypiske radio – som en tidligere ejer har monteret, står Peters bil helt originalt, og han  elsker bilens uspolerede (og upolerede) natur. Som erfaren mekaniker kan han selv ordne alt på bilen, men udover at stille ventilerne, har der ikke været behov for at arbejde med den lille løveunge. Til gengæld måtte han på jagt efter de originale serie 1-navkapsler, som bilen manglede ved købet, og de var så svære at opstøve, at han til sidst fik dem specialfremstillet i England, hvor 106 Rallye også har en stor og dedikeret fanskare.

 

Når hjertet bestemmer

 

Med en meget velholdt E46 BMW M3 cabriolet i garagen ved siden af Peugeot’en har Peter fri adgang til både luksus, køreglæde og hestekræfter fra øverste hylde, men alligevel har den lille 106 Rallye en særlig plads i hans hjerte. Selvom han har haft mange biler gennem garagen, kan han ikke forestille sig at sælge denne igen, for med hans eget udtryk giver den lille bil “ekstrem køreglæde pr. krone”, også sammenlignet med den langt mere eksklusive BMW. 

 

Peugeot’en nærmest tigger om at blive kørt i, og Peter holder sig heller ikke tilbage, når muligheden byder sig, for det kantede ydre, det røde indtræk og den uforfalskede køreoplevelse gør ham simpelthen glad, og den snerrende lyd fra den lille motor ved høje omdrejninger er lige så sød musik, som langt større motorer kan byde på. Han bliver tit stoppet af familiefædre på egen alder, som kan genkende Rallye-modellen og enten havde en kammerat med sådan en bil, eller bare drømte om den som ung. I det hele taget oplever han udelukkende positiv opmærksomhed omkring bilen, som med det kompakte bybils-karosseri – i modsætning til fx hans BMW M3 – ikke bliver opfattet som aggressiv eller voldsom, selvom den godt kan bide fra sig, når man presser den. Præcis som en ægte løveunge skal kunne.


Købsguide

Hverdagen er den største fjende

Peugeot 106 Rallye blev lavet med det ene formål at give billige og sjove køreoplevelser til glade entusiaster, og ikke til at blive holdt som en museumsgenstand. Det betyder også, at en del biler er blevet slidt op eller modificeret til ukendelighed, og der er langt mellem uspolerede eksemplarer. Forvent ikke en pletfri servicehistorie, da mange biler er vedligeholdt i indkørslen, men det behøver ikke være et problem. De originale detaljer – indtræk, seler, fælge og stafferinger – er vigtige for bilens udtryk, men til gengæld er mekanikken simpel og let at vedligeholde. En billig genvej til en kommende klassiker!

 

Karrosseri

Rust er den store fjende, da rustbeskyttelsen er sparsom, og supplerende rustbeskyttelse er klart et plus. Kig i skærmkanterne, dørkanterne, omkring tanken, i motorrummet ved både sprinklerbeholderen og sikringskassen, under den tynde bagagerumsmåtte og prik (forsigtigt) i de bagerste inderskærme. Tjek også løftepunkterne til donkraften, da svejsningen kan være revnet, hvis bilen er løftet forkert. Som en relativt billig lille bil er de fleste 106 Rallye blevet brugt til hverdagens gøremål i al slags vejr, og den slags sætter sit præg. Det er normalt uproblematisk at skaffe pladedele, som er fælles med de mere almindelige modeller i 106-serien.

 

Teknik

Den lille firecylindrede TU motor er stabil og langlivet, og er næsten umulig at slå ihjel. Til gengæld er der mange varianter og en Rallye-motor afviger fra de fleste andre modeller i serien på nogle punkter, så hvis du selv vil finde dele, skal du holde tungen lige i munden. Mekanikken er simpel at vedligeholde, og enhver mekaniker bør kunne ordne en TU-motor med almindeligt værktøj. Rallye-modellerne er strippet for det meste, så der er tilsvarende mindre elektronik at bekymre sig om. Som på alle andre samtidige Peugeot-biler knækker sædevarmen meget let. Gearskiftet kan være slasket, og tjek at særligt 2. og 3. gear går let – ellers kan syncromeshen være røget. Hvis bagdækkene er slidt uens, trænger bilen formentlig til nye bøsninger i bagtøjet.

 

Reservedele

Reservedele er normalt lette at finde og meget prisrimelige, og Rallye-modellerne deler langt det meste af teknikken med de mere almindelige modeller i 106-serien, hvilket hjælper gevaldigt. Din Peugeot-forhandler kan levere det meste med kort varsel, og ellers er der i Frankrig og England en del Rallye-entusiaster, som formentlig vil kunne hjælpe med specielle dele. Visse pyntedele og fx de røde seler kan være vanskelige at opstøve, men med lidt tålmodighed plejer det at lykkes.

 

Specialister

Alle mekanikere kan reparere og vedligeholde en Peugeot 106 Rallye uden problemer, og reservedele skaffes normalt hurtigt og billigt.

Se evt. www.106parts.com for de mere specielle dele, fx dekorationsstriberne.

 

Priser

Interessen for Rallye-bilerne er støt stigende, og det betyder også, at der er rift om de gode eksemplarer. Det danske og engelske marked var de største aftagere af 106 Rallye, udover selvfølgelig det franske hjemmemarked, og derfor kommer der også af og til biler til salg herhjemme. Prisen ligger omkring 60-70.000 kr. for et pænt eksemplar, inkl. afgift og masser af køreglæde.

 

Klubber

Peugeot Club Danmark, https://peugeotclub.dk/

Peugeot 106 Rallye bagfra

Denne artikel er oprindeligt bragt i FDM’s blad Motorclassic – Danmarks eneste specialmagasin om klassikere og youngtimere!