Mercedes V124 – limousinefornemmelser

Det er ikke alle forundt at prøve at køre i en ægte Mercedes v124 limousine. Men så er der jo også dem, der kører i sådan en bil hver eneste dag…

 

Hvad gør man, når barn nr. 4 er på vej, og familiens elskede Mercedes E-klasse simpelthen ikke længere slår til? De fleste begynder nok at kigge efter praktiske syvpersoners biler, men når man nu har viet sit liv til de fine biler fra Mercedes-Benz, er det svært at se sig selv i en typisk familiecontainer fra et andet mærke.

Martin fra Selling ved Hadsten stod i præcis den situation for 10 år siden, og mens fruens mave voksede, kneb det at finde en god løsning til familiens transportbehov; en Mercedes Vito minibus var alt for dyr og selvom man godt kan finde en E-klasse T-model med ekstra sæder i bagagerummet, ville det dels koste bagagepladsen og dels give tvivlsom sikkerhed for de bagerste passagerer.

Løsningen kom fra en uventet kant, da Martin til et Mercedes-træf fik øje på den sjældne lange udgave af den samme E-klasse model 124, som familien i forvejen var glade for. Han sendte en besked til konen med et billede af bilen, og kort efter var der givet grønt lys til at gå på jagt efter netop sådan én.

En smuttur på 40 timer

Næste problem var at finde et eksemplar til salg, for selvom der er bygget over 2,5 millioner E-klasse med den fælles interne Mercedes modelkode 124, blev kun 2.342 af dem produceret i lang udgave. Det er med andre ord ikke en bil, man typisk falder over ved den lokale bilforhandler i Østjylland! Martin holdt øje med annoncerne på de store tyske bil-sider, og efter tre-fire måneders søgen kom to eksemplarer op på radaren samtidigt. Den ene stod til salg i Tyskland og den anden i Norditalien, og da den tyske bil ikke lige passede rent prismæssigt, var der kun én løsning – han måtte en tur til Italien.

Resolut startede Martin og en kammerat den trofaste Mercedes 230E og satte kursen sydpå, og kun 40 timer senere var de hjemme igen og kunne trække op i indkørslen i Danmark med både den almindelige og den lange Mercedes ved siden af hinanden, efter et meget langt stræk gennem Europa. Hvis nogen måtte tvivle på 124-modellens langtursegenskaber, er de hermed effektivt dokumenteret!

Et godt udgangspunkt

Martin sværger til Mercedes, og med hans baggrund som uddannet mekaniker og diagnosetekniker hos samme mærke, er det kun naturligt for ham selv at reparere de fejl og mangler, som altid opstår med ældre biler. I tilfældet med den lange Mercedes har han dog ikke nøjedes med blot at holde bilen kørende, men har i stedet tilpasset bilen til hans ønsker – og han er nok gået lidt længere end de fleste ville kunne overskue.

Kendere vil hurtigt spotte, at de hvide blinklys foran og de tofarvede baglygter kommer fra den senere faceliftede version, og dermed ikke blev monteret på fabrikken i september 1990, hvor bilen rullede af samlebåndet på vej mod den første ejer i Italien.

Ændringerne er dog langt mere gennemgribende end øjet lige kan fange. Martins bil er født som en 260E og havde derfor den velprøvede sekscylindrede M103 rækkemotor med en slagvolumen på 2,6 liter under hjelmen, men Martin ville gerne have lidt mere fut i den 5,54 meter lange bil, som immervæk trykker med 1700 kg på vægten. 

Han gik på jagt efter en donorbil med større motor, og efter et par år fandt han en egnet 280E, som han hentede hjem fra Köln. Så kunne arbejdet med at tilpasse limousinen gå i gang, og det endte med at blive ganske omfattende. Som det første byttede han motoren ud med donorbilens 2,8 liters udgave, og pludselig var der 197 hk og ikke mindst 270 Nm til rådighed i stedet for 160 hk og 220 Nm fra den lille motor.

Samtidig skiftede han også den standardmonterede manuelle gearkasse ud med automatgearet fra samme donorbil, da han synes det passer bedre til en limousine som denne – og dér har han jo nok en pointe. Det betød også skift af midterkonsol og ratstamme, og selvfølgelig skulle pedalerne også skiftes. 

Efter at have prøvet sig lidt frem, endte han også med at skifte hele bagtøjet, så udvekslingen passede bedre til den nye drivlinje, og så var limousinen endelig godt rullende igen.

Lang bil – også til korte ture

Og rulle – det får den store Mercedes lov til. Den har nu været familiens hverdagsbil i 10 år, og bilen har for nyligt rundet en halv million km. Med hans egne ord er Martin ”hysterisk øm” om bilen, men den er skabt til at blive brugt, og den kører skam i al slags vejr.

Den gode plads er selvfølgelig vigtig med en stor familie, men den giver også mulighed for at stuve en flok venner ind og køre sammen til koncerter og lign., og det benytter Martin sig også af. Det sker også en gang imellem, at han agerer chauffør til et bryllup eller en fødselsdag, for det ER jo trods alt en ægte limousine, og han har skam et sæt dannebrogsflag til forskærmene liggende i bilen til særlige lejligheder.

”I lokalområdet kender de fleste efterhånden bilen, men når jeg er udenbys sker det jævnligt, at folk stopper mig og spørger nysgerrigt til bilen”, fortæller Martin, som kun får positive reaktioner hvor han kommer frem. 

En velkendt fornemmelse

Bag rattet er alting ved det vante i en Mercedes 124-model, og alle som har kørt i taxi i 90’erne vil genkende interiøret. Alle knapper og instrumenter sidder helt som de plejer, og der er selvfølgelig stadig de klassiske Mercedes-pudsigheder. Den fodbetjente håndbremse sparer plads i midterkonsollen, mens den store enkelt-visker danser en fascinerende ballet hen over ruden, og faktisk dækker en imponerende andel af synsfeltet. 

Til gengæld var der nok en grund til, at andre bilmærker ikke adopterede den enlige rat-stilk, hvor både blink, lys og visker er samlet. Man vænner sig selvfølgelig til den med tiden, og det kan under alle omstændigheder ikke fratage kabinen dens høje kvalitet. 

I bedste Mercedes-stil var Martins bil ikke specielt overdådigt udstyret fra fabrikken, selvom der altså var tale om en ægte limousine. Interiøret var i stof, og ting som automatgear, soltag og fartpilot måtte chaufføren tænke sig til. Der var til gengæld elruder hele vejen rundt, og med et ekstra sæt døre giver det en imponerende række kontakter i midterkonsollen.

Det store trækplaster i den lange udgave er selvfølgelig det midterste sæde, som forøger pladsen i bilen med tre reelle siddepladser. Hele sædet kan forskydes i længderetningen med et enkelt håndtag, så man selv kan fordele benpladsen mellem de to bagerste rækker, og som en særlig detalje i den lange udgave kan hældningen på ryglænet justeres elektrisk med en knap i dørsiden.

Finish og komfort er lige så høj på midtersædet, som i resten af bilen, og man mærker tydeligt, at hele bilen er bygget af Mercedes selv. Der er ingen skæve samlinger eller hovsa-løsninger at spore nogen steder, og det lange karosseri virker lige så stift og solidt som på en almindelig sedan-model.

I det hele taget er sådan en ældre E-klasse en opvisning i stil, kvalitet og komfort – og med en overraskende portion køredynamik. Det gør det selvfølgelig ikke lettere at komme hurtigt om hjørnerne, når akselafstanden er forlænget med 80 centimeter som i Martins bil, men fordi udgangspunktet er ret godt, føles bilen slet ikke så stor på vejen, som tallene afslører. Snævre parkeringspladser giver visse udfordringer, men til almindelig kørsel på blandede veje, og særligt til langfart på motorvejen, er bilen særdeles velegnet.

”Folk får et kærlighedsforhold helt ud over det sædvanlige til de gamle Mercedes 124 – de gror lige ind i hjertet!”, fortæller Martin med alvor i stemmen, og han må siges at være alvorligt ramt selv. Der har holdt en del 124-modeller i garagen derhjemme, og han har ingen planer om at skifte den lange bil ud lige foreløbigt, selvom den efterhånden er kørt godt og grundigt til. 

Efter en lille tænkepause afslører han dog, at der er en enkelt bil, som kunne få ham på andre tanker, nemlig en nyere Mercedes E-klasse med modelkoden 212 – men selvfølgelig kun i den lange seks-dørs udgave!

 

Købsguide Mercedes W124

Potentiale til at holde evigt

Der er selvfølgelig en grund til, at så mange Mercedes W124 har rundet en halv million kilometer på forskellige kontinenter, og stadig er rullende. Den høje kvalitet fornægter sig ikke, og med basal vedligeholdelse har du en bil for livet. Men husk at tjekke for rust!

Karrosseri

Kvaliteten af både plade- og lakarbejde er generelt høj, og alle W124 tåler at blive brugt. Det er mange af dem dog også blevet – grundigt endda – og et langt liv som taxi sætter ofte sine spor. Tjek for sjuskede reparationer og spor efter trafikskader. Der er skrevet meget om rustproblemerne for denne model, som primært skyldes bakterieforurening af lakken efter skift til vandbaseret lak i 1992 på fabrikkerne i Bremen og Sindelfingen. De hårdest angrebne biler bør efterhånden være ude af markedet nu, men heller ikke Mercedes-plade er uforgængeligt, så tjek altid områderne ved sidepaneler, forskærme og kofangere, samt ved ruderammer og soltag. For- og bagrude bliver mælkehvide i kanterne med tiden.

Teknik

Der var et stort udvalg af motorer gennem modellens levetid. Fælles for dem alle er en høj kvalitet og en lang levetid, hvis de bliver passet fornuftigt. Mange biler har dog været brugt hårdt og kører rundt med et serviceefterslæb, som kan koste langt mere at følge op på end bilens markedsværdi berettiger. Dokumentation for service er derfor meget værdifuldt. Defekte toppakninger (særligt sekscylindrede modeller), indsprøjtningsdyser og ventiler ses ikke sjældent. Kondens i strømfordelerdækslet er et kendt problem på benzinmodeller før faceliftet i 1993, hvis bilen holder stille i længere tid.

De sekscylindrede motorer er lidt dyrere at servicere end de firecylindrede, og den fine V8 i topmodellerne fortjener specialistviden. Interiøret er generelt slidstærkt, men slappe hynder med revnede betræk og skadede eller manglende trælister ses ofte på biler med høje km-tal.

Reservedele

Alt kan skaffes direkte hos Mercedes, men priserne er relativt høje. De mange uafhængige værksteder og reservedelsgrossister kan ofte finde gode brugte dele til en brøkdel af nyprisen. Særlige dele til specialmodellerne – herunder Lang-modellerne og E400/E500 – kan volde problemer og/eller dræne bankkontoen.

Specialister

Alle almindelige værksteder kan udføre basalt servicearbejde på en Mercedes W124, der hovedsageligt består af velkendt og solid teknik. Der er dog værksteder, der har speciale i netop 124-modellen, og som derfor også kan træde til ved de mere specielle problemer.

Gørløse Autoimport, Hovedvejen 7, 3330 Gørløse, tlf. 71 99 78 50, www.autoimport.dk

JTC, Håndværkerbyen 15, 2670 Greve, tlf. 61 77 71 04, www.jtcmb.dk

Ejner Hessel A/S, Ribevej 11, 8940 Randers, tlf. 72 11 51 00, www.hessel.dk

 

Priser

Det er ikke svært at finde en almindelig Mercedes W124 til salg, og du finder et bredt udvalg næsten uanset motorvariant og karosseriform. Priserne ligger fra 50.000 – 80.000 kr. for et fint eksemplar i god stand og op til 300.000 kr. eller mere for en E500 eller en af de eftertragtede cabrioleter. Særligt det tyske marked bugner af biler, og efterspørgslen er på vej op for coupé, cabriolet og modeller med den ottecylindrede motor.

Det kan være en udfordring at finde en forlænget udgave til salg, da de sjældent handles på markedet. Afhængig af stand og km-tal vil prisen normalt ligge omkring 120.000 – 160.000 kr., men priserne svinger rigtig meget.

 

Klubber

Mercedes-Benz Youngtimer Classic, www.mbyc.dk

Mercedes-Benz Klub Danmark, https://danmark.mercedes-benz-clubs.com

 

Denne artikel har tidligere været bragt i MotorClassic – Danmarks store klassikermagasin!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.