Opel Calibra

Opel Calibra var banebrydende, da den kom frem i 1989. Det konservative bilmærke byttede den bløde hat til en omvendt kasket for et øjeblik, og gav Europa en familieegnet sportsvogn med smukt design og masser af gode egenskaber, til en stærk pris. Få historien hér, hvor vi også bider skeer med en historisk analyse af konjunkturerne på det europæiske bilmarked for 30 år siden. Bare rolig – det er sjovere end det lyder.

Om Opel Calibra

Øhhh… en Opel? Og det er ikke en Lotus Omega, siger du?

Nej, det er det ikke – det er en Calibra, og den har i dén grad fortjent en gennemgang og anbefaling herfra, så det får vi nu sat på plads.

Opel Calibra var i realiteten en revolution i sin samtid, og det er måske nødvendigt at male en lille smule forhistorie for at sætte scenen. Det bliver kort, men intensivt, så jeg håber du hænger på.

Designet slog benene væk under de fleste i 1989 og har bestemt vist sig langtidsholdbart.

Gennem årtier havde Opel været kendte for at levere solide, fornuftige og helt igennem jævne biler til jævne mennesker med jævne indkomster. Jo, et par heftige udgaver af Mantaen og den smukke (men temmeligt brystsvage) GT-model var nok lyspunkter, men leverpostejen var smurt så tykt ud, at folk risikerede at dø af kedsomhed i en Ascona eller Kadett. I Tyskland var Opel alment kendt under mottoet ”Opel – der zuverlässige”, eller ”Opel – den pålidelige”. Ikke noget, som rykker ved blodtrykket, vel?

Ikke meget havde ændret sig for Opel op gennem 80’erne og i virkeligheden gjorde de jo bare hvad de fleste andre familiebilsproducenter gjorde dengang: spyttede kedelige mellemklassebiler ud, for det gav tiltrængt omsætning i kassen, og ingen var for alvor utilfredse. Designet var relativt nemt, for hovedparten af bilerne fra Ford, Opel, VW m.fl. lignede temmelig meget hinanden i en tid med kold krig, økonomisk krise og usikkerhed. Der var brug for tryghed og forudsigelighed – ikke store udskejelser.

Det var ikke fordi verden manglede hurtige eller smarte biler, men de store europæiske producenter havde primært fokuseret på mindre GTi-modeller eller de helt store flagskibe med massive 6- eller 8-cylindrede kraftværker. Dertil var der selvfølgelig de egentlige sportsvogns-producenter, som var brutale, upraktiske og absolut uden for rækkevidde for almindeligt dødelige.

På tærsklen til 90’erne var der så et heldigt sammenfald af faktorer i samfundet, som ændrede bildesign for altid – og Opel Calibra er et fantastisk eksempel på netop dette.

Både før og især lige efter Berlinmurens fald i november 1989 bredte sig et politisk og økonomisk tøbrud i Vesteuropa, og en stemning af positivisme og frihed, som også straks smittede af på bilbranchen. Nogenlunde samtidig nåede computerudviklingen endelig et punkt, hvor teknologien kunne understøtte designprocessen. Det gjaldt både i den fysiske designproces, hvor mange måneders modelbyggeri til dels kunne afløses af visualiseringer, men også indenfor andre områder som fx optimering af aerodynamik og ikke mindst forbedringer af bilernes sikkerhed.

Hvor familier gennem mange år af en masse grunde holdt sig til at købe familiebiler, så vi pludselig igen de smarte semi-sportsvogne på basis af familiebiler vende tilbage i udstillingslokalerne, men denne gang i en helt anden indpakning og med endnu mere potentiale. Individualisering i bilvalget blev en bærende faktor over hele linjen, og farver og udstyr blev konkurrenceparametre.

Og så vender vi lige tilbage til Calibraen, for alle de nævnte faktorer var medvirkende til, at Opel på biludstillingen i Frankfurt i efteråret 1989 kunne løfte sløret for deres nye sportsvogn, som skød 90’erne ind på fornemste vis.

Opel Calibra blev præsenteret samtidig med BMWs enorme flagskib 850, og man kan vist ikke fortænke nogen (ikke-bilkyndige) i at forveksle de to biler i farten. Hvem der evt. har kigget over skulderen et sted, skal jeg lade være usagt, men der er trods alt en afgørende designmæssige forskel i forlygterne.

De specielle forlygter var kun 7 cm høje og bidrog til en fremragende aerodynamik

Hvor BMW tyede til den klassiske løsning med klaplygter for at skabe en lav front, brugte Opel den nyeste computerkraft til at skabe ellipsoid-forlygter (på tysk DE = Dreidimensionelles Ellipsoid), som i modsætning til de gængse H4-forlygter kunne gøres helt uhørt smalle uden at miste lys-udbytte. Eller med andre ord: hvor nærmest alle andre biler var nødt til at have inkorporeret et stort lygteglas i hver side, kunne Calibra nøjes med to 7 cm høje øjne både dag og nat, med de smalleste forlygter hidtil på nogen serieproduceret bil.

Med en vindmodstand (målt ved Cw-værdien) på 0,26 var der tale om den ”glatteste” bil i verden, og ikke mindst var der måske tale om den mest elegante bil, Opel nogensinde havde sat på hjul. De positive reaktioner var overvældende, og et halvt år før de første biler kunne leveres til folket var der indløbet mere end 10.000 bestillinger i Rüsselsheim.

Calibraen var bygget på platformen fra Vectra, og det var bestemt ikke noget dårligt udgangspunkt for en god køreoplevelse, og skivebremser hele vejen rundt med ABS sikrede også evnen til at stoppe igen. I stedet for Vectraens småborgerlige kasse gav 2000 timers udvikling i vindtunnel Calibra et smækkert coupé-karrosseri, som naturligvis kun havde to døre. Hensynet til aerodynamikken betød dog samtidig, at bagruderne ikke kan åbnes, så på varme sommerdage kunne luften blive lidt tæt på bagsædet.

Udover stordriftsfordelene i produktionen gav den delte platform en lang akselafstand for biltypen, men køberne skulle nu ikke sætte næsen op efter Vectra-forhold i kabinen. Indenfor var der tale om en stor 2+2 med begrænset ben- og hovedplads bagi, men der var jo også rigeligt med familieduelige biler i Opels sortiment i forvejen. Til gengæld var bagagerummet med 315 liter helt fornuftigt, og bagsæderne kunne tilmed lægges ned.

Den særlige 4×4 er egnet til al slags vejr

De oplagte konkurrenter var biler som VW Corrado, Toyota Celica, Honda Prelude og Audi 90 og Coupé, men designmæssigt var Calibraen bare foran, og den blev nr. 3 i den europæiske Årets Bil-kåring i 1991.

Selvom Opel var kendt for kedsommelige biler, var Calibra trods alt langt fra den første sportslige bil fra det sydtyske mærke, så hvorfor blev den ikke døbt Manta som forgængeren i stedet? Tja, det var formentlig fordi Opel meget gerne ville starte på en frisk og dermed distancere sig fra det ”Brian-image”, som Mantaen med rette havde i den brede befolkning. I Tyskland er Manta-vitser og sågar Manta-film kendte begreber, men Calibra var et nyt og ”usmittet” navn til en ny bil.

Motorudvalget var fra starten begrænset til den kendte 2-liters, række-firer fra Kadett, som kunne leveres både i en 8-ventilet 115 hk udgave til 320.000 kr. og i den mere passende 16-ventilede udgave fra Kadett GSi til 380.000 kr. Endelig var der mulighed for at gå all-in med 4×4-udgaven til saftige 437.000 kr., og for merprisen fik man så tilføjet træk på de bagerste hjul.

Priserne matchede meget godt konkurrenterne, hvor en Toyota Celica 2.0 i januar 1991 kostede 345.000 kr., en Audi Coupé 2,3E 441.000 kr. og en VW Corrado G60 lå på tåre-fremkaldende 522.000 kr.

Mens det ydre design altså var spot-on, var det indre meget tydeligt trukket over fra Vectraen, og det var nok alligevel ikke det mest sportslige udgangspunkt. Et sæt udmærkede sportssæder trak selvfølgelig op, men interiøret emmede stadig mere af familie end af fart. Udstyret var ok uden at være prangende.

Det var ikke kun forbrugerne, som elskede den nye Opel – også motorjournalisterne var ganske begejstrede. Læs bare hvad Flemming Haslund skrev i BMS nr. 2/1991:

Tag en Calibra og kør den. Først forsigtigt, indledende, undersøgende. Mærk, hvordan den reagerer prompte på alle tegn fra hænder og fødder. Her er en fast bil, der reagerer. God indstyring – god balance, hurtige gearskift, sugende bremser. Alt sammen markerer det sig straks den første km prøves til. Sæt så farten op. Kør stærkere endnu. Selv når Calibra’en når op på grænsen af sin formåen, holder den alt den lover.

Den 16-ventilede 150 hk motor får også et smukt skudsmål med på vejen:

Motoren er et pragtfuldt kapitel for sig – men vi skal ikke begrave os i den her. […] Her kan vi blot lige på ny sige: Opel’s 2-liters 16V’er må fortsat være den bedste 16V-motor, der findes. Så råstærk, så sprød, så muskelstærk også ved knap så mange omdrejninger. Og når det så kombineres med en gearkasse med kort afstand mellem trinene.

Den gode Flemming Haslund var god til at puste poesi i en bilanmeldelse; jeg kan anbefale at du prøver at læse det første citat langsomt igen med en Jørgen Leth-stemme – det får man næsten røde ører af.

En Calibra er skabt til lange stræk

I 1993 kom så en ny topmodel til – Opel Calibra Turbo 4×4. Som den kvikke læser nok har fanget, så kom der trykladning på motoren, og pludselig var der 204 hk og ikke mindst 280 Nm at arbejde med. Det bragte accelerationstiden ned på 6,8 sek. fra 0-100 km/t, men også prisen op på 495.000 kr.

En sekstrins gearkasse og ventilerede bremser fulgte med i købet, og udenpå fik turbo-modellen nye 16” alufælge mens der indenfor blev bevilget et 4×4-emblem til det store fire-egede rat. Ellers lignede tingene temmelig meget sig selv. Hvorfor fixe det, hvis det virker?

Året efter sadlede Opel endnu engang op med en ny motor, og denne gang kom der to ekstra cylindre under hjelmen i Calibra V6. Ydelsen på 170 hk placerede den bag turbo-modellen på start-grid’en, og med en pris på 428.000 kr. var den også markant billigere. Flere cylindre giver næsten altid et bedre moment og en roligere motorgang, men for at gør motoren så kompakt som muligt valgte Opel en cylindervinkel på 54 grader, som ikke er lige så optimalt som de typiske 60 grader. Det kostede både lidt på smidigheden og på vibrationerne i motoren, som derfor ikke er helt så vellykket som en V6 typisk er.

I den danske presse fik var der stadig ros til designet, men ellers begyndte alderen så småt at trykke i et marked og en tid, hvor nye spændende biler væltede ud. Der skete endda kun meget lidt i kabinen, hvor en airbag og hvide instrumentskiver var bagatelagtige opgraderinger undervejs. I 1995 fik Opel Calibra et lille facelift, hvor logoet bl.a. flyttede fra fronthjelmen ned i kølergitteret, og hvor den 16-ventilede motor pga. tilpasning til nye forureningskrav mistede 14 hk.

For lige at samle tråden op fra starten af artiklen, så fortsatte optimismen og de nye muligheder heldigvis med at kaste sjove og spændende biler af sig gennem 90’erne – hvad skal man fx sige til en Mazda MX-5, en New Beetle, en VW Polo i den farverige Harlekin-bemaling eller den gudesmukke Alfa Romeo 156? Fiat gik desværre klart over stregen med Multipla i 1999, men på plus-siden blev alle andre biler på vejen da automatisk 15% kønnere i dens nærvær.


Hvorfor er Opel Calibra interessant?

Uanset om man synes den historiske kontekst er spændende eller ej, så er der tale om en usædvanligt smuk GT-bil med et væld af fordele. Den er solid og velbygget, kan fås med fine motorer, kan repareres for små penge og har god plads til to med bagage.

Der er selvfølgelig også nogle ulemper – prestigeniveauet og interiørdesignet blandt andet – men det er der jo ved alle biler, nye som gamle.

Interiøret var arvet næsten direkte fra Vectra, og var derfor ikke specielt spændende

Bilerne fra omkring 1990 er generelt i processen med at tage springet fra bare at være gamle biler, til at blive genopdaget som først youngtimers og siden ægte klassikere (for nogens vedkommende!). Nogle biler gennemgår hurtigt denne rejse, mens andre bruger længere tid, og generelt skal de fleste Opel-biler bruge lidt mere tid end gennemsnittet på at blive decideret eftertragtede, men hvis nogen Opel fra 90’erne skal klare rejsen helskindet, er det Calibraen. Altså næstefter Lotus Omegaen, men det glemmer vi lige et øjeblik.

Når røgen har lagt sig, står tilbage en moderne, usædvanligt smuk og ganske helstøbt pakke, som tilmed kan bruges hele året til både pendling, sjove søndagsture på snoede veje og langture gennem Europa. Den er billig i indkøb og billig at holde kørende og den har en naturlig plads på youngtimer-markedet – og på sigt også på klassiker-markedet.

De store værdistigninger ligger ikke i horisonten, så man skal næppe shoppe Calibra som investering, men priserne har ramt bunden og er stadig yderst rimelige og et velholdt eksemplar skal nok vise sig at holde prisen hjem over en årrække. Specialmodellerne kan måske realisere en lille stigning på sigt.


Hvad skal man gå efter?

Opel Calibra er i et og alt en meget solid og velbygget pakke, som deler rigtig mange komponenter med andre modeller i Opel-familien. Alle værksteder vil kunne skrue på en almindelig Calibra og de fleste tekniske dele er både billige og nemme at skaffe.

Der blev bygget knap 240.000 Calibra inden produktionsstoppet i 1997, så i forhold til de fleste andre sportsvogne er udbuddet ganske stort. De fleste er dog med den svage basismotor, jf. oversigten nedenfor.

Den særlige Keke Rosberg-version i hvid. Hverken styrthjelm eller Rosberg medfølger.

Motorerne er meget robuste og fornuftige, om end basismotoren (motorkode C20NE) er kendt for en uforholdsmæssig tørst i forhold til ydelsen.

Den 16-ventilede udgave af samme blok (motorkode C20XE) er som beskrevet en af de fineste firecylindrede motorer fra den tid, og kombinerer både soliditet, omdrejningsvillighed og relativ sparsommelighed i en fornuftig pakke. Topstykket blev leveret af enten KS eller Coscast, og sidstnævnte er lidt mere modstandsdygtigt overfor revner. Coscast-topstykkerne kendes på, at de går ca. 1 cm ud over blokken i højre side.

Turbomotoren (motorkode C20LET) er bygget på samme blok, men med en solid KKK-turbolader klistret på, og med kun 12.677 byggede eksemplarer er det en relativt sjælden Opel.

Både de 5- og 6-trins gearkasser (fra tyske Getrag) er af høj kvalitet og giver normalt ikke problemer.

De sjældne 4×4-udgaver (herunder altså alle turbo-bilerne) er en bil for liebhavere. Den kræver fagkundskab at holde kørende, og når det gælder drivtøjet bør man ikke overlade til hvem som helst at skrue på det. Fx kan en forskel i omkreds på bare et par millimeter mellem for- og bagdæk gøre stor skade på firehjulstrækket, og ikke-professionel sænkning er derfor en dødssynd for en 4×4 – pas på!

Firehjulstrækkerne kræver årligt olieskift og regelmæssigt tjek af hele træktøjet, og ikke sjældent kalder differentialet på en udskiftning.

Problemet på youngtimer-markedet er ironisk nok den basale teknik og store tilgængelighed, for mens den første køber nok har passet godt på bilen, har mange Calibra senere været i hænderne på unge klovne-hoveder med glødende T. Hansen-konto.

Store fælge, billige dæk og eftermonterede bling-bling anlæg er altid et faresignal, og det kan være en kamp at finde et eksemplar, der har været forskånet for det værste.

De dårligt vedligeholdte biler ruster i skærmkanterne, i underkanten af motorhjelmen, ved a-søjlen og ved fjederbenene. Hvis lakken bobler ved de bagerste skærmkanter, skal du finde en anden bil. Tilstoppede afløb fra soltaget kan også give rust mellem baglygterne, hvor vandet finder ned.

Opel producerede Calibra både på egen fabrik i Tyskland og hos Valmet i Finland (fra 1991, i alt 93.978 eksemplarer). De sidstnævnte har bedre rustbeskyttelse, og kendes på, at det 11. ciffer i stelnummeret er et 9-tal.

En Calibra kan godt bære en signalfarve, og de røde (Riojarot) og gule (Solargelb) eksemplarer står stadig skarpt i bybilledet. Det er altid fristende at gå efter en af topmodellerne med turbo eller V6, men det bedste pris/kvalitet-forhold får du med en sund og velplejet 16-ventilers sugemotor. Automatgearet fejler ikke noget, men det duer ikke i sådan en bil – der er heldigvis også klart flest med pind.

Årgangen betyder ikke så meget, da ændringerne gennem bilens levetid var begrænsede. Du skal heller ikke være bange for en af de neddroslede 136 hk-versioner, da forskellen til den gamle 150 hk udgave knap er mærkbar. Bemærk at Calibra i de sidste årgange på det tyske hjemmemarked fik tilnavnet Young til basismodellerne og Classic til de bedre udstyrede udgaver, på tværs af motorvalget.

Hvis køredynamikken er i højsædet, er der ingen vej udenom den firehjulstrukne turbo, som både på grund af firehjulstrækket men også lidt bredere dæk tager alle sving langt bedre end den almindelige forhjulstrækker. Mervægten i forhold til basisversionen er tilmed fordelt under hele bilen, mens V6’eren er lidt mere næsetung at arbejde med, og derfor dynamisk mere er GT end GTi.

Fra 1993 sendte Opel en række såkaldte Color-udgaver på markedet. Udstyrsniveauet er forskelligt fra model til model, hvor de sene Tech Violett og Bermudagrün er bedst udstyrede. En komplet oversigt over udstyret findes på www.opel-calibra.info.

Hvis du derimod lægger størst vægt på investeringspotentialet, vil en af specialmodellerne være vejen frem. Calibra kom både som Keke Rosberg Edition og DTM Edition i 1995, Cliff Motorsports Edition i 1996 og Last Edition i 1997. Fælles for dem alle var Irmscher-sænkningssæt, BBS-hjul, særlige måtter og lidt andet udstyr, og flere af dem har nummererede plaketter i kabinen. Cliff- og Last Edition blev kun solgt på det vigtige tyske marked.

Produktionen af Calibra fordelte sig således jf. hjemmesiden www.opel-calibra.info:

C20NE

115 hk

X20XEV

136 hk

C20XE

150 hk

C25XE

170 hk

X25XE

170 hk

C20LTE

204 hk

I alt
Basis 114.630 17.000 59.996 8.661 1.548 13.292 215.127
Classic 529 456 347 143 1.475
Cliff 83 425 19 92 11 630
Color Edition 12.308 1.185 1.046 265 7 365 15.176
DTM Edition 527 982 346 107 208 2.170
Last Edition 733 243 976
Special 184 148 332
Young 1.207 956 115 2.278
I alt 129.284 21.921 61.042 9.638 2.260 14.019 238.164

I alt blev 201 Calibra (heraf syv turbo og ni V6) leveret som nye til Danmark, og ingen af særudgaverne blev markedsført herhjemme. Ikke overraskende var Tyskland med 103.221 solgte eksemplarer det største marked.


Hvordan ser markedet ud?

Det er meget usædvanligt at finde en ordentlig Calibra til salg i Danmark, så du kan godt begynde at kigge sydpå i stedet. Tyskland er stedet, og der er heldigvis en del at vælge imellem.

Jf. AutoBilds prisguide bør priserne for et meget velholdt eksemplar ligge mellem 5.000 euro for en basisversion, og op til 12.000 euro for en Turbo 4×4, men udbudspriserne ligger lidt højere i markedet for de gode eksemplarer.

Priserne starter under 1.000 euro for de mest sølle eksemplarer, mens pæne biler til normal brug ligger omkring 10.000 euro. For 16-20.000 euro får du en Turbo 4×4 i fremragende stand og med få km på tælleren. Specialmodellerne er ikke så ofte til salg, men vil selvfølgelig koste lidt mere.

Husk lige at scanne for de ombyggede eksemplarer med 400-600 hk og Testarossa-gæller på siden, for sådanne biler skal du som bekendt ikke købe.


Karakterer:

Driftsstabilitet
Sjæl/charme
Pris/kvalitet
Investeringspotentiale
Samlet vurdering
Gennemsnit


Primære kilder:

Bilen, Motor & Sport nr. 5, 1989, ”Ny Opel ”Manta” med V6-motor”

Bilen, Motor & Sport nr. 5, 1989, ”TEK-NYT om kompleks-form lygter”

Bilen, Motor & Sport nr. 12, 1989, ”Calibra verdensmester i lav vindmodstand”

Bilen, Motor & Sport nr. 1, 1990, ”Cw 0,26”

Bilen, Motor & Sport nr. 1, 1991, ”På jagt på Rally Monte Carlos veje”

Bilen, Motor & Sport nr. 2, 1991, ”Clio’s vej til Årets Bil-titel”

Bilen, Motor & Sport nr. 4, 1991, ”Calibra sætter standarden fra starten”

Bilen, Motor & Sport nr. 1, 1993, ”4×4-biler med tryk på”

Bilen, Motor & Sport nr. 6, 1994, ”Villige kræfter til langturen”

Youngtimer Spezial Januar 2019, ”Everything goes!”

ADAC Special Auto ‘92

Bil-Revyen 90 og 95

Alle Biler 1969-98

MotorKlassik 3/2017, ”Blitzschnell”

Youngtimer 6/2015, ”Der beste Opel Calibra für Sie”

Youngtimer 5/2017, ”Black & White”

www.opel-calibra.info – et mekka af nøgleinformatoin

Wikipedia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.