Porsche 968 – den hemmelige Porsche

En rigtig Porsche har da tallene 9-1-1 skrevet lige over hækmotoren, eller…? Ikke hvis du spørger mig, for Porsche har heldigvis lavet mange andre glimrende biler, og denne 968 vækker tilmed ganske meget opsigt i bybilledet!

 

Det er nærmest umuligt, ikke at kigge en ekstra gang på Alex Danielsens Porsche 968 cabriolet, når den kører forbi. Det er nok de færreste, som ligefrem genkender den lidt usædvanlige bilmodel fra Stuttgart, men farven går i hvert fald ikke upåagtet forbi. Unge, gamle, kvinder og mænd – bilen suger opmærksomhed som en svamp suger vand, og han får mange positive tilråb og smil med på vejen.

Farven hedder meget passende Mintgrün, og den er en vægtig grund til, at Alex købte netop denne bil, for udover at være ægte 968-fan, er han også fan af Porsches vilde 90’er-farver. De to ting er forenet på fornemste vis i denne cabriolet fra 1992, som er én af kun fem 968 cabriolet, der rullede ud fra fabrikken lakeret i mintgrøn, og således må siges at være ganske sjælden.

Netop Alex’ bil rullede ikke ret langt, før den nåede første ejer, for den blev leveret til Porsche selv og brugt som fabrikkens PR-bil. Det betyder også, at der var sat nogle dyre krydser på udstyrslisten, og bilen blev blandt andet leveret med fartpilot, stort lydanlæg og fuld læderkabine, som til den nette merpris af 7.350 DM – oven i bilens købspris på 99.800 DM – var en bekostelig option.

Fordi Porsche var første ejer, blev de første to service også foretaget direkte på fabrikken, inden bilen efter 20.000 km blev solgt til en privat ejer i Bonn, som i år 2000 solgte den til en hollænder. Hér kørte den, indtil Alex hentede den til Danmark i februar 2020.

Det er ikke en overdrivelse at kalde Alex for 968-entusiast, for udover den mintgrønne cabriolet har han en lige så velholdt 968 coupé – dog i en mere diskret mørkeblå – og dermed ejer han med egne ord 28 % af de i alt 7 indregistrerede Porsche 968 i Danmark. Med kun 11.241 fremstillede eksemplarer for hele modelrækken, hører 968-modellen også til de lidt mere sjældne Porscher på markedet generelt, og derfor er det på sin plads med en kort introduktion.

Modellen blev introduceret i 1991 som afløser for den aldrende 944, som efterhånden havde mange år på bagen. Af økonomiske årsager genbrugte Porsche i vidt omfang både motor, undervogn og interiør fra den udgående model, og det betød samtidig, at 968 føjede sig til rækken af de såkaldte transaksel-Porscher, hvor motor og kobling lå foran, mens gearkassen af hensyn til vægtfordelingen var placeret bag i bilen. De to halvdele af drivlinjen var forbundet med en aksel, der roterede med motorens omdrejningstal, og effekten blev selvfølgelig leveret til baghjulene.

Designet lænede sig kraftigt op ad storebror 928, med de fritliggende klaplygter foran og de røde baglygter, der smyger sig om bagsmækken. Motoren var løftet direkte fra den sidste version af 944-modellen – som igen var bygget på højre cylinderrække fra motoren i 928 GTS – og selvom den manglede et par cylindre i forhold til den klassiske 911, var den med en slagvolumen på hele 3 liter en særdeles stor firecylindret motor. 

Fabrikken trak stikket igen på 968 allerede i 1995, og koncentrerede sig om færdigudviklingen af de to helt nye 996 og Boxster, men det er en helt anden historie.

Porsche 968 motor

Nej, det er ikke en 6-cylindret boxer, men derimod en momentstærk og smidig 4-cylindret motor på hele 3 liter.

Selvom 968 således var en slags “overgangsmodel”, ville skal man ikke betragte 968 som en overflødig parentes i Porsche-historien, og det opdager man straks bag rattet af Alex’ bil.

Sæderne er dybe og faste og der er forbavsende god plads bag rattet med udsigt til de velkendte 944-instrumenter. Motoren springer straks i gang, og i stedet for den hæse raslen fra en sekscylindret boxermotor, mødes ørerne af en afdæmpet brummen, som ikke umiddelbart afslører bilens potentiale. Det ændrer sig dog hurtigt, da vi ruller ud på de vejen, for selvom en samtidig 911 har flere kræfter og mere moment, fejler ydelsen på 240 hk ikke noget, og præstationerne er mere end respektable. Den sekstrins gearkasse klikker præcist i alle gear, og styretøjet reagerer skarpt på alle input, mens affjedringen er forbavsende komfortabel. Med Alex’ ord er en ældre 911 med sin hækmotor svær at køre på grænsen, mens den perfekt balancerede 968 er meget mere forudsigelig og bilen giver masser af feedback gennem sæde og rat. Han har sammenligningsgrundlaget i orden, for udover de to 968 ejer han også en 911 (964) Turbo, og selvom dén bil er en visuel og følelsesmæssig nydelse i en anden liga, vælger han stadig ofte en af 968’erne til både længere ture og trackdays.

Mens bilen elegant binder svingene sammen med små input på rattet, kan vi nyde sommersolen på de Østjyske veje med kalechen slået ned. Siddepositionen er lav og selv garderhøje skandinaver kan nyde turen i læ og uden træk. Selvom taget mangler, flekser den åbne bil forbavsende lidt over bump og ujævnheder, og der er ingen raslen eller knirkelyde at spore fra kabinen. Det mærkes også efter 28 år og 146.000 km, at Porsche ikke gik på kompromis med kvaliteten i hverken udvikling eller produktion af denne model.

Med risiko for at få 911-mafiaen på nakken: køreegenskaberne er perfekt afstemt, og i realiteten bedre end i den berømte storebror…

Alex’s passion for det sydtyske sportsvognsmærke startede såmænd den første dag på køreskolen, hvor den nystartede kørelærer i den lille østjyske by Galten var smart nok til at tilbyde undervisning i en Porsche 924 S. Det lokkede kunder til butikken, og Alex blev hurtigt overbevist af den vævre Porsche. I tiden efter drømte han om at eje en transaksel-Porsche, og for ca. 10 år siden gik drømmen i opfyldelse med købet af en 944 Turbo S. Den blev senere solgt for at frigive penge til et huskøb, men hustruen var heldigvis lige så glad for den fine sportsvogn som Alex, og de lovede hinanden, at de skulle have Porsche igen på et tidspunkt. Alex havde prøvet en 968 på et træf for transaksel-Porscher, så da økonomien igen var kommet lidt op i gear, gik han på jagt efter det rigtige eksemplar, og han endte med at købe den mørkeblå coupé i 2016.

Med en fortid som aktiv mc-banekører har Alex særlig fokus på vægtfordeling og vedhæftningen i sving, og samtidig har han tillagt sig en vis teknisk snilde, så han selv kan skrue i sine biler. Han nyder at nusse om bilerne, skifte olie og pakninger og optimere fjedre, luftfiltre osv, men originalitet er vigtigt for ham, så alle detaljer på bilen skal enten være originale eller en del af det originale ekstraudstyrs-program til modellen. Den mintgrønne bil på billederne står helt originalt i undervogn og motor, på nær en eftermonteret krængningsstabilisator fra Porsches egen M030 sportspakke, som Alex har sat på for at øge stabiliteten i kurverne. Kendere blandt læserne har måske også spottet, at bilen på billederne ikke står på de originale indfarvede Cup 1-fælge, som en tidligere ejer desværre har udskiftet med nyere Cup 2-fælge. Derfor har Alex skaffet et sæt Cup 1, som venter på at blive lakeret i bilens farve og monteret.

 

Tilbage bag rattet kan vi hurtigt konstatere, at bilen – som de fleste andre Porscher – bare kører bedre og bedre, efterhånden som hastigheden øges, og Alex fortæller da også, at han bruger sin 968 coupé til at køre til klassikerløb på Le Mans eller Spa hvert år. Modellen byder nemlig på et godt afstemt mix mellem sport og komfort, og kører sikkert og stabilt i al slags vejr, og praktikaliteten bliver hjulpet på vej af et fint bagagerum og et par små bagsæder, som dog kun er til mindre børn eller meget korte ture.

Og så kommer vi tilbage til 968-modellens plads i Porsche-historien, for i stedet for at sammenligne med den ikoniske 911, giver det meget mere mening at holde den op imod 944 og 928, og i dét lys er sagen klar: En 968 er mere raffineret og finpudset end en 944, og byder på plads, komfort og egenskaber på niveau med en 928, men bare indenfor et langt mere rimeligt budget.

Hvis man er på Porsche-jagt og lader være med at hænge sig i talkombinationer og motorplacering, får man i en 968 en solid og stabil sportsvogn, som kører fremragende, og både er billigere at købe og eje end en 911. Og med den rigtige farve, vækker den også masser af opmærksomhed.

Bagsædet er – som vanligt for en sportsvogn – ikke specielt brugbart… men det ER der!

 

Købsguide – Porsche 968

 

Den ukendte lillebror

Kvaliteten af 968-modellen er tårnhøj, og et velplejet eksemplar bør ikke byde på ubehagelige overraskelser. Bilen har altid stået i skyggen af storebror 911, men det gør det omvendt også lettere at finde biler, som er blevet værdsat og passet omhyggeligt. Ingen Porsche er billig at købe eller holde kørende, men 968 er ligesom forgængerne 924 og 944 absolut blandt de mest prisrimelige indgange til Porsche-universet, og der er ikke gået på kompromis med køreoplevelsen.

 

Karrosseri

Rust er normalt ikke et problem på en velholdt 968, som har helgalvaniseret karosseri, men tjek altid dørkanter, sidesveller og skærme, samt karrosseriet ved bagakslen, som kan tjekkes med en lommelygte ved at afmontere ventilationsristen i B-søjlen. De sjældne Clubsport-modeller fik af hensyn til vægten ikke nogen rustbeskyttelse under bunden, og er derfor mere udsatte. Vær særligt opmærksom på skjulte skader eller dårligt udførte reparationer, og tjek at spaltebredderne er ens hele vejen rundt.

 

Teknik

Den store firecylindrede motor er stabil og langlivet, hvis den er passet ordentligt. En god servicehistorik er central. Tandremmen skal skiftes hvert sjette år, men er ikke specielt dyrt. En raslelyd ved acceleration kan være tegn på en slidt kædestrammer og skal tages alvorligt, da det kan ende med motorhavari. Gearkassens krontandhjul var svage på nogle biler, hvilket viste sig ved en hylende transmission, men det bør have vist sig og være udbedret på nuværende tidspunkt.

 

Reservedele

Porsche leverer gladeligt stort set alle dele til 968 gennem forhandlernetværket, men vær forberedt på pebrede priser. Uafhængige specialister kan nogle gange skaffe delene billigere. Mange interiørdele er fælles med den langt mere udbredte 944-model, hvilket også hjælper på tilgængeligheden.

 

Specialister

Stuttcars ApS, Taksvej 1, 8462 Harlev J, tlf. 81 728 181, www.stuttcars.dk 

Pro Motor, Unionsvej 6, 4600 Køge, tlf. 23 928 911, www.promotorkoege.dk 

Lars Schønemann Automobiler, Slangerupgade 51, 3400 Hillerød, tlf. 48 240 244

9werk (reservedele), Landsbyvænget 19E, 8464 Galten, tlf. 51 911 944, www.9werk.dk

 

Priser

Der er langt mellem 968’ere til salg i Danmark, og den lille produktion gør det også til en tålmodighedskrævende øvelse at finde det perfekte eksemplar i Tyskland. Regn med omkring 200.000 kr. uden afgift for et pænt eksemplar af den almindelige coupé, mens cabriolet- og særligt CS-modeller koster 30-50 % mere. Afgiften beløber sig til 100.000 – 150.000 kr.

 

Klubber

Porsche Club Danmark, www.porsche-club-danmark.dk

Porsche 968 bagende

Den specielle bagende adskiller 968-modellen klart fra 944 og 928.

Denne artikel har oprindeligt været bragt i FDM’s blad MotorClassic – Danmarks store klassikermagasin!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.